Lad mig dernæst sige, at da jeg startede denne blog for godt og vel et halvt år siden, havde jeg en bagtanke. Jeg havde nemlig håbet, det ville åbne dørene for, at jeg kunne blive optaget på Faglig Meningsdanner ved CEVEA. Derfor er jeg også mega stolt over, at jeg rent faktisk starter uddannelsesforløb på fredag hos dem.
Som det tredje vil jeg så sige, at jeg da godt var klar over, at det kunne skræmme nogen, men jeg har hele tiden været meget åben omkring mine skriverier. Specielt fordi jeg har hørt mange meningsdannere fortælle gyserhistorier, om hvordan de har siddet på chefens kontor. Det seneste eksempel var en, som i et læserbrev havde skrevet, at på hendes arbejde fungerede samarbejdet mellem social- og sundhedsassistenter og sygeplejerskerne rigtig godt. Hun havde ikke ytret sig negativt. Hun havde faktisk rost sin arbejdsplads.
Måske var tankerne om hvordan ens skriverier blev modtaget også en af grundene til at jeg, ligesom tolv andre, sad med bævrende hjerte tilbage i oktober, da vi efter et weekendkursus i FOA skulle sende vores aller første læserbrev afsted. Mit læserbrev, der i øvrigt blev delt 2500 gange og liket af over 3000 og som gjorde at jeg kom i både DK Direkte og GO-morgen Danmark, det læserbrev er jeg så mega stolt af. Jeg har endda fået at vide at helt oppe i det mørke Vendsyssel ligger det på div. plejehjem og medarbejderne er så glade for, at der endelig er nogen, der tør tale deres sag. Jeg er så stolt!!!
Alligevel kan jeg godt fortryde en gang i mellem. Ikke fordi jeg har haft nogen af de der samtaler som tidligere nævnt, men fordi jeg godt kan fornemme, at det måske kan blive svært for en evt. kommende arbejdsgiver at sluge. Jeg tror desværre også evt. kommende kollegaer vil have svært ved at forstå, hvorfor jeg gør som jeg gør. For det er ikke en tendens man er vant til. Altså at dem der arbejder i det offentlige blander sig i debatterne. Det er en udvikling der er begyndt inden for de sidste to år. (Så vidt jeg kan se)
Vi skal til at finde ud af, hvordan vi står på vores ben. Hvordan vi fortæller om virkeligheden uden at bryde vores tavshedspligt. Tavshedspligten som nok er den, der forhindrer flest i at ytre sig. Selvfølgelig skal den overholdes, men vi har ret, ja jeg vil endda sige pligt til at ytre os. Vi skal måske allermest arbejde på, at i stedet for at sidde på vores flade og brokke os, så skal vi gøre noget ved problemerne. Her tænker jeg både meningsdannere og de "almindelige" arbejdende.
Mest af alt tror jeg, vi skal ud over vores påtaget og misforstået høflighed. Som jeg skrev i mit seneste læserbrev, så skal vi ikke bare smile og vinke som vi plejer.
Vi skal rejse os med en fælles stemme. Gøre opmærksom på vores fag uanset om vi er sekretær, pædagog, social- og sundhed osv. Vi skal ikke være så skide bange for at ytre os.
