Jeg er ret stolt lige nu

Vil bare lige dele mit læserbrev fra JyllandsPosten :-)

http://jyllands-posten.dk/opinion/ECE7154201/Hvem-skal-give-din-mor-et-kram

Det jeg gerne ville sætte fokus på, er at vi ikke har tid til at yde den nære omsorg.

Historiefortælling version fire

Sosu'er er da dumme?

Vi er nu kommet til den del af min historie, hvor jeg blev ramt af sygdom og var nødt til at skifte uddannelse.

Det gjorde utrolig ondt, da jeg måtte sige farvel til sygeplejestudiet. For første gang i mit liv, havde jeg følt mig stolt, sådan virkelig stolt. Tænk jeg var i gang med at tage en akademisk uddannelse. Okay jeg havde godt nok været i tvivl, om det var det her, jeg ville siden 2.semester.

Da jeg så endelig, i samarbejde med rektor, sagde stop, var det på en gang en utrolig lettelse men også en kæmpe nederlag. Jeg havde nu taget mit andet forsøg på sjette semester. Den sidste praktik. Det sidste forløb inden bacheloren. Jeg kunne bare ikke. Jeg var brugt op...

Jeg skulle nu til at vælge, hvad jeg så ville. En fra min klasse var et år forinden skiftet til sosu-assistent. Jeg må indrømme, jeg var lidt misundelig på hende allerede den gang. Jeg spurgte meget ind til det.

Jeg kunne ikke forestille mig andet end, at jeg skulle arbejde med mennesker. Flere af de mennesker jeg havde mødt under uddannelsen, havde ytret sig om at de var glade for, jeg havde været en del af deres forløb, for det var som om, jeg gerne ville lytte til dem og trøste dem, men det var åbenbart ikke det, man skulle som sygeplejerske.

Samtidig med at jeg kæmpede med frygten, om jeg nu kunne klare det. Gik jeg også med sådan en... "Nå ja, når nu jeg ikke kan blive andet." Sosuer er jo ikke for kloge. Det var jo noget af det første, vi havde lært på sygeplejerskolen. Vi allerede var så meget mere værd end social- og sundhedsassistenterne. Hvor har jeg også undervist mange sosu assistenter i nedre toilettet. For jeg vidste jo bedre...

Min frygt for om jeg kunne gennemføre, sammen med min teori om at sosuer var dumme blev hurtigt mandet til jorden. Jeg startede direkte i praktik. Tre måneder efter var det tid til at møde min nye klasse. De skulle sidst på året op til eksamen. Det endte med at være naturfag. Hvor var jeg på det tidspunkt glad for, at jeg havde haft naturfag i gymnasiet, for det betød, at jeg var fritaget. (Selvom naturfag i gymnasiet var meget bredt, var det her meget intenst omkring mennesket) Jeg kan huske de terpede og terpede og terpede. Forklarede osmotisk tryk osv. for hinanden. Første gang en i min klasse, forklarede dette i en time, blev jeg sådan helt. "Hvor ved du sådan noget fra? Hold kæft hvor er I kloge! Hvor er jeg glad for det ikke er mig!"

Til trods for at jeg et halvt år efter igen måtte sygemelde mig, lykkedes det mig at gennemføre uddannelsen. Endda med karakter i den høje ende af skalaen. 

Jeg var stolt den dag, jeg fik mit bevis.

Det kan godt være, jeg til at starte med, valgte uddannelsen fordi jeg jo åbenbart ikke kunne blive andet. I dag har jeg aldrig fortrudt mit valg. Jeg får lov til at være tæt på mennesker. Får lov til at bruge min faglighed. Får lov til at være stolt, både af mig selv og mit fag. (at tidpresset så tit gør det uudholdeligt, ja det er en tredje historie)

Ingen social- og sundhedspersonale skal se ned på sig selv, bare fordi de har valgt, at være der for andre mennesker. Vi tørrer ikke kun røv. Vi nærer Det Hele Menneske. Vi giver os selv 130%. Vi bliver kede af det helt ind i sjælen, når vi pga. nedskæringer og tidspres, igen måtte efterlade Fru. Jensen i fortvivlese over, at vi igen i dag ikke havde tid til at snakke med hende i fem min.

At jeg i dag overvejer at skifte fag, er ikke fordi jeg er træt af, at være der for andre. Det er fordi jeg er træt af, at min uddannelse bliver brugt som en skraldespanduddannelse. At vores arbejdsforhold er så slemme, at vi er nedslidt i starten af 50erne, men mest fordi vi ikke kan få lov til at give Fru. Jensen det hun har behov for.

Social- og sundhedspersonale er ikke bare dumme. Vi er uddannet til at se det hele menneske. Ser andre før os selv. Vil altid gøre vores bedste for at du får en fantastisk dag.

Så husk lige at værdsætte din social- og sundhedshjælper/assistent eller pædagogiske assistent næste gang du møder ham/hende

Jeg vil slutte mit indlæg af med en læserbrev fra min seje kollega Kasper Soelberg. Jeg ved godt det ikke virker som link, men I ved kvinder og teknik ik! I kan jo kopier det til adresselinien, så håber jeg da, det kommer frem, for historien bør I læse.

http://jyllands-posten.dk/opinion/breve/ECE7122624/Jeg-en-sosu-Emil/

Historiefortælling version tre

Mobningens grimme ansigt

Da jeg havde fortalt min historie i fredags. Blev jeg opfordret til at næste gang jeg fortalte min historie, så skulle jeg også prøve at sætte nogle få ord på nogle af ting jeg var blevet kaldt. 

Her får I så den lange historie. Hvorfor i grunden skrive om dengang? Hvorfor vil jeg dele det med hele verden? Tja jeg håber da måske at der sidder en derude, som kan bruge min historie, som kan blive løftet op. For at bruge en gammel kliché: " Bare vent, om nogle år er det din tur, til at brillere over dine plageånder" Det var i hvert fald det der holdt mig oppe den gang, og tanken om at det "kun" var to år. 

Allerede flere år inden vi startede på den nye skole, kunne jeg godt mærke at det her blev svært. Hver sommer havde vi sommerskole, hvor man kunne komme og blive klogere på noget. Jeg var vist med tre år. Jeg kan huske jeg har været med på sport linien og make-up linien. Sommerskolen var også med de andre skoler i det der dengang hed Pandrup kommune. I 7.klasse var vi samlet de tre skoler til en fælles introdag. Jeg kunne virkelig godt mærke det ville blive svært, det var som om at jeg var anderledes i de andres øjne.

Som sagt elskede jeg at gå i skole og var glad for min klasse. Derfor gjorde det nok også ekstra ondt at mange fra min gamle klasse hoppede med på bølgen. Jeg græd den dag i 7.klasse, hvor vi havde sidste skoledag.

På et tidspunkt sagde jeg til mig selv, at jeg ikke ville mindes nogle af de gode ting, vi havde oplevet sammen på den gamle skole. I mange år lykkedes det mig faktisk at fortrænge 8 år af mit liv. (Børnehaveklassen inklusiv)

Det jeg husker fra 8. klasse var, at jeg var nødt til at time min cykeltur til skole, så det passede med at jeg cyklede lige mellem to grupper. Hvis jeg cyklede for hurtigt ville jeg støde på drengene en klasse over mig, alle fra den gamle skole (men det har også altid været en balladeklasse). Det ville betyde hånende tilråb og kasten med sten efter mig. Cyklede jeg for langsom ville jeg støde på drengene fra min gamle klasse, som også ville råbe efter mig, og det ville blive meget værre, hvis de havde samlet en af drengene fra min nye klasse op. (Jeg mener ikke det alle drengene fra min gamle klasse, der var en del af denne gruppe)

Hvis jeg cyklede bagved begge grupper, ville jeg komme for sent i skole.

Men det var ikke kun cykelturene der var strenge. Jeg husker specielt fire i klassen, der var ekstra efter mig. To piger A og L. To drenge B og J. "Sjove" sedler der blev sendt rundt.

I de to år måtte jeg høre på ord som hestehoved og swing. Det sidste ord gjorde nok ekstra ondt. Fordi det ord stammer fra filmene Wayne's world, hvor de åbenbart mente jeg lignede kæresten. Grunden til det gjorde ekstra ondt, var fordi på vores studietur til Bornholm i 6.klasse, oplevede jeg en anden klasse drille mig med akkurat den samme film. Denne klasse var vel og mærket nogen som kom fra en anden by og tilfældigt boede på samme vandrehjem. Derfor har jeg aldrig set disse film. Selvom folk siger de er sjove, så giver det bare for mange øv minder.

Jeg mindes busture hvor jeg åbenbart var så grim at en blind loppe på en blind lus på en blind hund til en blind mand aldrig ville gifte sig med mig, og de i hvert fald godt kunne forstå jeg aldrig havde fået søskende, for mine forældre må have kigget på mig og tænkt: "føj"

Ja sådan kunne jeg blive ved, og jeg fik da også et mindre ubehageligt flashback her i weekenden.

Måske var det værste så i 9. klasse at mobningen stoppede, og der slet ikke var nogen der snakkede til mig hele det skoleår, ud over når de var tvunget til, at tage mig med i projektarbejde.

Alt dette resulterede faktisk i at jeg som 18årig lagde mig under kniven, for at få en kæbeoperation. Jo jo godt nok var denne operation besluttet allerede, da jeg var 7 år gammel, men jeg var ikke i tvivl. Som 15/16årig skulle jeg sige endeligt ja. 98% af min beslutning lå ved, at jeg hadede mit udseende/ansigt. De sidste 2% lå ved, at jeg kunne risikere at få diverse skavanker senere, hvis jeg ikke fik operationen.

I dag vil jeg sige jeg har lagt tiden bag mig, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde at det ikke påvirker mig bare en lille smule i dag. Jeg sidder da fx. lige nu og får en lille smule ondt i maven, over at tænke på alt det der skete for 13-15 år siden.

Det har da også gjort, at jeg i mange år har været utrolig indadvendt. Jeg kryber stadig i et med tapetet engang imellem. Jeg har da også stadig svært ved, at se mig selv i spejlet. Det sker måske to gange om året, at jeg står op om morgen, ser mig selv i spejlet og tænker: "hold kæft hvor er du smuk i dag"

Jeg vil dog sige, til dig der måske læser dette. I dag er jeg blevet en glad og lykkelig kvinde. Jeg har fået mig en FANTASTISK uddannelse. Verdens DEJLIGSTE mand. De SKØNNESTE venner og laver de FEDESTE ting i min fritid.

Jeg ved ikke helt hvad moralen skal være i dag. Måske bare... 

STOP mobning. Det gør ondt resten af livet.

Eller...

Stol på dig selv. Det passer det der med at det bliver fedt på den anden side.

Historiefortælling version 2

Ungdomsarbejdsløshed

Inden jeg starter dette blogindlæg, vil jeg godt starte med at pointere, at jeg er super stolt af min mor. Hun er den sejeste mor, jeg kender. Tænk sig, at hun har måtte opdrage mig helt selv. Det kan da godt være, det var super nederen, at der aldrig var råd til det dyreste mærketøj eller jeg ikke altid kunne få det legetøj, jeg ønskede mig, men jeg er ALDRIG gået sulten i seng. Det vil jeg bare gerne sige dig tak for mor.

Det var i 80'erne at den berygtede kartoffelkur rasede. Uden helt at vide hvad det egentlig gik ud på, så ved jeg, at der var en masse unge, der havde svært ved at få arbejde. Min mor var en af dem.

Som jeg husker det, var jeg otte, da min mor startede med at arbejde i hjemmeplejen, og det gik da egentlig meget godt. Måske var der perioder, hvor mor var arbejdsløs, men jeg mindes, at hun altid fik et nyt vikariat, når det hun havde udløb. I 2010/11 blev min mor uddannet social og sundhedshjælper. En fantastisk mulighed hun fik og min mor fik sin første FASTansættelse.

"Aldrig mere ungdomsarbejdsløshed" Noget i den stil kunne man høre en politiker udtale sig om for nogle år siden.

Tja statistikken siger at knap 40.000* unge er arbejdsløse pt. og så tæller vi ikke de næsten lige så mange ikke arbejdsmarkedsparate med. (*AE-rådet.)(Altså jeg er slet ikke god til at tolke statistikker)

Selvom jeg snart ikke tæller aldersmæssigt som ung, så er jeg en del af den kedelig statistik. Siden jeg blev uddannet i 2011, har jeg været i det ene vikariat efter det andet eller været afløser med ukendt timeantal. Det er hårdt hele tiden at skulle sige hej og farvel til kollegaer og borgere, men det giver også en smag af bitterhed. For mens mine kollegaer, der er fastansat, får lov at udvikle sig, tage på kurser osv. så er jeg arbejdshesten, der må passe på borgerne, mens de andre bliver klogere. 

Jeg vil helt vildt gerne blive klogere på mit fag og dygtiggøre mig, men fordi jeg kun er på stederne i en midlertidig periode, så er der ingen arbejdsgiver, der vil sende mig på kursus/uddannelse.

Jeg kan heller ikke helt lade være med at tænke på Den sociale arv. Selvom jeg har taget mig en uddannelse, så føler jeg nogen gange, jeg står med samme uvished som min mor gjorde den gang. Det giver en utrolig utryg hverdag, for hvordan ser det ud...

1. Når mine supplerende dagpenge udløber og jeg derfor er nødt til at sige op ved mit afløserjob?

2. Når mine dagpenge udløber helt? (Dette har jeg dog været forskånet for indtil videre)

3. Hvordan skal økonomien egentlig hænge sammen?

Selvfølgelig håber jeg da på snart at komme i ordinært job igen, men hvad nu hvis...?

I øvrigt var der 211 ansøgere til det sidste afslag jeg fik.

Historiefortælling version et

Jeg har i dag været til møde med FOA Ungdomsnetværket. Resten af weekenden skal jeg på kursus omkring emnet meningsdanner. Vi startede allerede så småt op her til aften, hvor vi lagde ud med historiefortælling. 

Så her får I min historie på to minutter. De næste par dage, vil jeg gå i dybden med nogle af de ting i historien, som jeg synes, og som jeg fik feedback på, kunne være emner der burde tages op isoleret set.

Enjoy...

Jeg er født i 80erne. Min far døde, da jeg var to år gammel, derfor valgte min mor at rive teltpløkkerne op og flytte fra Als op til Nordjylland. Her boede vi i en lille by, hvor man joker med, at der bor  150 mennesker, men hvis alle dem der sad i fængsel kom ud, ville der bo 300. Der blæste meget og der var ALTID modvind. Fordi der var 80'erne var der stor ungdomsarbejdsløshed, så min mor har stor set været arbejdsløs hele min barndom og ellers var det altid med tanke for, hvad der mon ville ske, når mors vikariat udløb.

Jeg gik i en lille folkeskole og var glad for det. Indtil jeg skulle starte i 8.klasse. Her var vi nødt til at skifte skole. Det medførte to år med mobning og en lærer der direkte sagde, at jeg jo var dum.

Siden jeg var lille, havde jeg haft en drøm om at gå på gymnasiet, og det skulle min lærer heldigvis ikke bestemme. Så jeg startede på gymnasiet. Det gik ikke synderligt godt og efter 2.g valgte jeg at gå om og skiftede gymnasium. Jeg flyttede til Ringkøbing,

I 2005 blev jeg student og flyttede til Aabenraa, hvor jeg havde fået job i en kirke. Her mødte jeg min første mand og begyndte at studere til sygeplejerske. Skæbnen ville at min mand blev syg med depression, og mens han kæmpede sig op, fik jeg selv en depression. Jeg havde nok håbet på, at hvis der netop var nogen, der vidste hvordan jeg havde det, så var det da min mand, men det var nok ham, der mindst af alt forstod mig. Det endte i en skilsmisse og at jeg måtte stoppe på mit studie. 

Der var flere på mit hold, der var skiftet over til assistent uddannelsen, og jeg tænkte, at det nok også var den vej jeg skulle gå.

Jeg kan huske, jeg blev meget forundret over hvor kloge menneskerne i min klasse var, for da jeg startede på sygeplejersken, var det med et: "velkommen til. I har jo valgt den rigtige uddannelse og er allerede så meget mere  værd end assistenterne."

I dag er det at blive assistent, den bedste beslutning ever. Her får man lov til at være tæt på et andet menneske. Jeg har engang arbejdet juleaften på et værested for misbrugere og hjemløse. Jeg kan huske, der var en hjemløs der kom og gav mig et knus og sagde: "Tak fordi I vil holde jul med mig"

Jeg har i min elevtid oplevet, at jeg cykeltrænede meget med en af beboerne på et plejehjem, og hun blev faktisk rigtig god til at gå, eller i hvert fald bedre, men så tog jeg på ferie, og da jeg kom retur, var der ikke nogen, der havde haft tid til at træne med hende, så det blev aldrig det samme igen.

Det jeg forelskede mig i som elev, var netop den her nære kontakt, med andre mennesker, som man slet ikke har på samme måde i sygeplejefaget. Derfor synes jeg også, det er ærgerligt, at vi er begyndt at spare så meget, at der ikke er tid til den nære omsorg, og det håber jeg vi kan gøre noget ved.

Her har du så første udgave af min historie, som jeg fik den fortalt til de andre her til aften.