Så her får I min historie på to minutter. De næste par dage, vil jeg gå i dybden med nogle af de ting i historien, som jeg synes, og som jeg fik feedback på, kunne være emner der burde tages op isoleret set.
Enjoy...
Jeg er født i 80erne. Min far døde, da jeg var to år gammel, derfor valgte min mor at rive teltpløkkerne op og flytte fra Als op til Nordjylland. Her boede vi i en lille by, hvor man joker med, at der bor 150 mennesker, men hvis alle dem der sad i fængsel kom ud, ville der bo 300. Der blæste meget og der var ALTID modvind. Fordi der var 80'erne var der stor ungdomsarbejdsløshed, så min mor har stor set været arbejdsløs hele min barndom og ellers var det altid med tanke for, hvad der mon ville ske, når mors vikariat udløb.
Jeg gik i en lille folkeskole og var glad for det. Indtil jeg skulle starte i 8.klasse. Her var vi nødt til at skifte skole. Det medførte to år med mobning og en lærer der direkte sagde, at jeg jo var dum.
Siden jeg var lille, havde jeg haft en drøm om at gå på gymnasiet, og det skulle min lærer heldigvis ikke bestemme. Så jeg startede på gymnasiet. Det gik ikke synderligt godt og efter 2.g valgte jeg at gå om og skiftede gymnasium. Jeg flyttede til Ringkøbing,
I 2005 blev jeg student og flyttede til Aabenraa, hvor jeg havde fået job i en kirke. Her mødte jeg min første mand og begyndte at studere til sygeplejerske. Skæbnen ville at min mand blev syg med depression, og mens han kæmpede sig op, fik jeg selv en depression. Jeg havde nok håbet på, at hvis der netop var nogen, der vidste hvordan jeg havde det, så var det da min mand, men det var nok ham, der mindst af alt forstod mig. Det endte i en skilsmisse og at jeg måtte stoppe på mit studie.
Der var flere på mit hold, der var skiftet over til assistent uddannelsen, og jeg tænkte, at det nok også var den vej jeg skulle gå.
Jeg kan huske, jeg blev meget forundret over hvor kloge menneskerne i min klasse var, for da jeg startede på sygeplejersken, var det med et: "velkommen til. I har jo valgt den rigtige uddannelse og er allerede så meget mere værd end assistenterne."
I dag er det at blive assistent, den bedste beslutning ever. Her får man lov til at være tæt på et andet menneske. Jeg har engang arbejdet juleaften på et værested for misbrugere og hjemløse. Jeg kan huske, der var en hjemløs der kom og gav mig et knus og sagde: "Tak fordi I vil holde jul med mig"
Jeg har i min elevtid oplevet, at jeg cykeltrænede meget med en af beboerne på et plejehjem, og hun blev faktisk rigtig god til at gå, eller i hvert fald bedre, men så tog jeg på ferie, og da jeg kom retur, var der ikke nogen, der havde haft tid til at træne med hende, så det blev aldrig det samme igen.
Det jeg forelskede mig i som elev, var netop den her nære kontakt, med andre mennesker, som man slet ikke har på samme måde i sygeplejefaget. Derfor synes jeg også, det er ærgerligt, at vi er begyndt at spare så meget, at der ikke er tid til den nære omsorg, og det håber jeg vi kan gøre noget ved.
Her har du så første udgave af min historie, som jeg fik den fortalt til de andre her til aften.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar