Den der følelse

Ja jeg kunne jo skrive om alt muligt, der har rørt sig i den politiske verden den sidste uges tid. 
Jeg kunne også skrive om, hvordan det har været, at være gæst på DEFs landsmøde, men det ender altså med at blive et indlæg om det at være arbejdsløs, endnu en gang.

Jeg sad i mandags og fik sådan en rigtig øv følelse i maven. Øv fordi jeg nu to gange inden for en måned, havde sendt jobansøgninger til det arbejde, hvor jeg pt. er afløser, da de søgte to til faste stillinger. 

Lad mig starte med at sige, at jeg er pisse glad for mit job, mine kollegaer og de mennesker, jeg møder, men jeg syntes det er virkelig øv, at jeg ikke engang er blevet kaldt til samtale på nogen af stillingerne. Specielt når telefonen så efterfølgende har kimet, fordi de ville høre om jeg kunne tage vagter.

Jeg stod i akkurat samme situation for to år siden. Der søgte jeg en stilling på et plejehjem, hvor jeg var tilknyttet som afløser, men heller ikke her blev jeg kaldt til samtale, men jeg havde rigtig mange vagter som afløser. 

Og så får jeg bare sådan en "Jeg-føler-mig-vraget-følelse", for hvorfor er det lige, at jeg åbenbart er så fantastisk god til at slukke ildebrande men ikke kan bruges som fast?

Jeg tænker også på den tale jeg holdt for et år siden på FOAs kongres, hvor jeg i en pause stillede mig op på en ølkasse og råbte alle menneskerne op, i en sal hvor der i øvrigt var støj reducerende materialer i loftet, om at jeg syntes ikke, vi arbejdsløse blev betragtet, som de mennesker vi er.
For hvis vi nu bare er en lille smule ærlige, er sandheden vel, at vi oftest bliver betragtet som dovne hunde, der selv er skyld i vores situation. Jeg har i hvert fald tit taget mig selv i at tænke sådan, de gange jeg har haft vikariater rundt omkring.

På en måde er jeg glad for, der findes regler, om at man skal søge så og så mange jobs om ugen, for hvis der ikke var disse regler, ville jeg nok være en af dem der sumpede hen i sofaen. Jeg duer simpelthen ikke at gå hjemme, men det er begrænset, hvor meget man gider gøre rent, eller hvor længe man gider stå tidligt op, når der ikke er noget at stå op til, ud over et pipfuglekursus engang i mellem.
Ud fra egne erfaringer, så er vi arbejdsløse altså ikke dovne, vi har bare tendenser til at miste modet, fordi vi gang på gang på gang får afslag på en ansøgning, hvor der er mellem 45 og 400 der har ansøgt.

Jeg bliver bare træt og såret over alle de afslag. Okay jeg er også meget emotionel, men jeg tror ikke på, jeg er den eneste, der kan blive overvældet af sådan en følelse, om at man ikke duer til noget, når man står i suppedasen som arbejdsløs.

Jeg har ikke noget konkret forslag til hvordan man kan skaffe flere jobs, jeg ved bare, at det er mega hårdt, at samtidig med man slås med sig selv, så skal man også slås med andres fordomme, bare fordi man er arbejdsløs.

Kunne I måske ikke gøre mig en tjeneste? Næste gang I møder en i jeres bekendtskab, som er arbejdsløs, så i stedet for at komme med "gode råd," om hvordan de kommer i arbejde, eller sige de skal tage sig sammen. Så giv dem et knus og sig: "Det er jeg ked af at høre, men bare rolig der er selvfølgelig et job til dig også"

Kunne vi ikke bare prøve???