Da filmen knækkede.

Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme.... Jeg ELSKER altså bare gamle film. De gode gamle, hvor historien oftest gentager sig selv. Der er nogen, der er ved at miste deres gård, der er altid en helt der redder skønjomfruen, og ikke nok med det så bliver gården altid reddet til sidst.

Der er dog en scene der går igen inde mit hoved.

I filmen "Mig og min lillebror og storsmuglerne" er der en scene, hvor de to, ikke alt for kloge, brødre tager ud til alderdomshjemmet, for at dele ud af deres skønne sager. Det er til stor glæde for menneskerne på alderdomshjemmet, og man ser hvordan de danser og har det godt. Lige den dag er det ekstra dejligt at være ældre.

Men så knækker filmen også...

Hvor ville jeg da ønske, at det var den virkelighed, vi så på plejehjemmene i dag, men faktum er, at et plejehjem er det sted, hvor du kommer hen, når der absolut ikke er mere håb tilbage. Du er livstræt, du har måske glemt, hvad du hedder, måske er du lammet af en blodprop, eller måske er din krop så slidt at du ikke længere selv kan komme ud af sengen om morgen og gøre dig i stand.

Så er det jo godt at du har os. 

Ja jeg ville ønske, det kunne siges så let, men det uhyggelige faktum er, at jeg er et menneske og ikke en superhelt. For mens du er blevet mindre og mindre selvhjulpen, er mine kollegaer forsvundet fra arbejdspladsen. Ikke fordi de ikke kunne lide dig, men fordi de selv er gået på pension og er nedslidte, syge med stress, fordi de føler, de ikke kan give dig den omsorg, du fortjener, eller også er de bare slet og ret aldrig blevet ansat pga. besparelser.

Besparelser så stramme, at vi ikke blot taler om en lille hudafskrabning. Næh vi taler om en sparekniv, der har skåret helt ind til knoglen, så benet snart falder af. Vi ønsker ikke at du skal sidde med en våd ble dagen lang og få sart hud og tryksår. Vi ville ønske, vi kunne give dig den nødvendige træning, men fordi Hr. Hansen sidder på bækkenstol, Oda render forvirret rundt, I skal have mad, (som på en rigtig samlefabrik.) Fru. Petersen er faldet og Jakob er lige kommet hjem fra sygehuset, så er det bare nemmere, at sætte dig i din kørestol, i stedet for at gangtræne de 20 meter, der nu er fra din stue til fælles køkkenet.

Politikerne vil gerne have vi rehabilitere. Politikerne har bare glemt, at for at vi kan rehabilitere, så er vi også nødt til at have den nødvendige tid og ikke mindst personaleressourcer, så du forhåbentligt igen engang, selv kan tage dit tøj på om morgen.

Jeg vil gerne gøre din hverdag til en fest, og din aften til en dans. Problemet er bare, at jeg og mine kollegaer er så hårdt presset, at vi kun har tid til det allermest akutte og ikke til den omsorg som du fortjener.