Skal servicemedarbejderen med dig til lægen?

Hvem forventer du tager med en beboer på plejehjemmet til lægebesøg eller kontrol på sygehuset?

Nogen vil sige de pårørende, nogen vil sige personalet. Hvad med servicemedarbejderen?

Som social- og sundhedsassistent må jeg indrømme, at jeg har en forventning om, at det er personale, der tager med. Altså vi har den faglige viden til at kunne oversætte til beboeren, hvad det er for noget lægen siger. Samtidig kan vi tilrettelægge den videre behandling for beboeren på plejehjemmet, sammen med lederen. Det vil give kontinuitet for beboeren. Lig mere tryghed. Bedre behandling, fordi man som personale har viden på første hånd, og om ikke andet, kan man hurtigt finde kollegaen, der ved hvorfor og hvordan.

Allerhelst så jeg et personale og en pårørende.

Men når der ikke er personaleressourcer, og de pårørende ikke kan/vil hvem skal så?

Mig og Hr. Petersen

Hver dag når jeg går hjem fra arbejde, går jeg gennem Mølleparken for at hente bilen på min mands arbejde.

Når jeg går der rundt om søen kommer jeg sådan til at tænke på Hr. Petersen.

Hr. Petersen var en gammel mand, som jeg engang kendte. Han havde en del skavanker og var nok lidt livstræt. Måske vil man endda kunne kalde ham "en sur gammel mand".

Måske netop derfor klingede vi så godt sammen. Han var den vise, gnavne mand. Jeg var den unge, naive og ikke særlige autoritetstro.

Vi har gået utrolig mange ture rundt om søen. Hr. Petersen lærte mig en masse om blomster og fugle. Det meste har jeg dog glemt igen. Når det blev lidt for hårdt at skubbe kørestolen hjalp Hr. Petersen til med sit gode ben.

Jeg kan huske at Hr. Petersen på et tidspunkt overvejede at få en el-scoter. Han syntes, det var så synd, at sådan en ung pige som mig skulle bruge så mange kræfter på, at han kunne komme ud og få frisk luft. Han blev prompe afvist.  Selvom jeg godt kunne se, at det nok var urealistisk for ham, at bruge sådan en, kunne jeg se hvor trist han blev. Oven i hatten fik han så at vide, at jeg snart ikke længere kunne tage ham med rundt om søen, for min praktiktid var snart forbi. 

Jeg tænker tit på ham, og jeg tænker på hvordan hans sidste dage mon blev. Om der mon var nogen der havde tid til at køre ham rundt om søen. Om der var nogen der gav ham et håb for fremtiden.

Jeg var kun hos Hr. Petersen i 7uger, men jeg syntes altså, at han på de syv uger udviklede sig utrolig meget. Fra at være den sure gamle mand, der var fuldstændig ligeglad med sin sygdom og hvordan han levede, til at han rent faktisk gerne ville have en el-scoter, for så kunne han også tage på ture selv. Det synes jeg altså er stærkt. Bare pga. noget frisk luft, omsorg og ikke mindst tid.

Sikke en uge

Hold da op det har været en uge med gang i.

Jeg har startet på nyt arbejde. Jej. Det kommer nok ikke som en overraskelses, hvis jeg siger det er vikariat. Så har været forvirret og lidt stresset over at skulle til at lære en masse nye beboer at kende. Hovedet har kørt der ud af og jeg har drømt mange livlige drømme hver gang jeg lukkede mine øjne.

Jeg tror det er et rigtig godt og dejligt sted jeg er startet. Når jeg engang er inde i hverdagen, håber jeg på at blive en del af deres aktivitetsteam. Jeg synes det er fedt at de prøver at gøre en forskel i de ældres hverdag, og en gang imellem prøver at lave noget helt ekstra ordinært for dem.

Samtidig har jeg også haft både radio- og tv-debut. Hvor jeg er blevet interviewet omkring normering i ældreplejen.

Først i p4s Danmark Direkte.

http://www.dr.dk/radio/ondemand/p4/danmark-direkte-76
Jeg kommer på 37 min inde i indslaget.

Derefter i Go´morgen Danmark. Hvor jeg heldigvis var sammen med Karen Stæhr og Irene Jonsen.

Jeg kan desværre ikke vise et klip derfra, da jeg ikke har rettigheder, men jeg kan da vise de billeder min mand har taget hjemme fra stuen.

Og et enkel som Karen har taget efter sminken og inden interviewet,

Også skal vi ikke glemme at jeg også har været gæst på HKs netværkskonference. Rasmus var så sød at køre mig til Odense i morges, eller skulle jeg have været afsted kl 04:30

Sclerosen rammer også mig

Da jeg startede min blog for ikke så længe siden lavede jeg en aftale med mig selv.

1. Den skulle ikke handle om mit privatliv. Dette har jeg så allerede overskredet specielt med føljetonen i historiefortælling.

2. Den skulle ikke handle om sygdom. Dette vil jeg så overskride nu.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at min mand og jeg har kronisk sygdom tæt på, da min mand lider af sclerose.

Lars er velfungerende og passer sit 37 timers job. Selvom vi prøver at leve i nuet, er der dog altid tanken: "Hvad nu hvis?" 

Rent statistik er der stor risiko for, at Lars om 5-15 år vil udvikle det der hedder progressiv sclerose, og her er der ingen medicin der hjælper mere.

Nå men hvorfor fik jeg så alligevel lyst til at skrive om det her? 

Jeg har lige tilbragt en hel weekend i Grenaa sammen med 37 helt fantastiske mennesker. Alle sammen ægtefælle/sammenleverske til en med sclerose. Det var det første af sin slags. Kvinden der har fået det startet op, har virkelig måtte kæmpe nogle store kampe for at få det igennem.

Men hvor er det dejligt der nu er fokus på det. For jo jo det er jo ikke mig der er syg, men det rammer jo også mig. Ligesom med andre alvorlige sygdomme er det hele familien der bliver ramt. For at jeg kan være der 100% for min mand, er jeg også nødt til at blive fyldt op engang i mellem. Bare kunne nyde uden at yde.

Jeg ved ikke, om det var fordi vi alle sammen var ligesindede, at der fra starten af var stor åbenhed blandt os. Jeg mener det seriøst, når jeg siger, at vi snakkede om ALT. Det var lige fra mig på 29 til K på 80.

Pludselig følte jeg mig også virkelig priviligeret. For som nævnt tidligere er min mand ikke synderligt ramt, men der var nogen, hvor ægtefællen efterhånden ikke kunne noget selv mere. M fortalte hvordan hun var gået ned med stress, fordi der aldrig var nogen, der havde spurgt ind til hende. Der tænker jeg at systemet helt klart har svigtet. Ikke kun manden og M, men også deres børn. Jeg synes på ingen måder M er et dårligt menneske. Hun er bare blevet presset så meget ud over afgrunden, at hun er i frit fald.

Der var også mange, der fortalte at de havde så dårlig samvittighed, når de skulle nogle steder. For hvad nu med ægtefællen som bare sad der og ikke kunne noget? 

Men det er jo netop vigtigt at komme ud og blive fyldt op, så man har noget at give af til den syge.

Mange, inklusiv mig selv, sagde også:" jeg skal ALDRIG være plejer for min ægtefælle" Det kan måske godt lyde utrolig egoistisk, men sagt på en anden måde: "Hvorfor må jeg ikke være ægtefælle til min mand?"

Allerede lørdag middag havde jeg lyst til at tage hjem. Give min mand det største kram og sige at jeg elskede ham. Jeg er slet ikke i tvivl om, at de andre havde det på samme måde i dag. De har fået fyldt deres beholder op og klar til at give noget af sig selv igen til ægtefællen. 

Jeg tror vi, uanset om sygdommen hedder sclerose eller cancer, skal blive bedre til også at se de pårørende. For uden de pårørende, hvad er den syge så? Derfor er det fantastisk med sådan en weekend og jeg skal helt klart med næste år igen.

Jeg er ret stolt lige nu

Vil bare lige dele mit læserbrev fra JyllandsPosten :-)

http://jyllands-posten.dk/opinion/ECE7154201/Hvem-skal-give-din-mor-et-kram

Det jeg gerne ville sætte fokus på, er at vi ikke har tid til at yde den nære omsorg.

Historiefortælling version fire

Sosu'er er da dumme?

Vi er nu kommet til den del af min historie, hvor jeg blev ramt af sygdom og var nødt til at skifte uddannelse.

Det gjorde utrolig ondt, da jeg måtte sige farvel til sygeplejestudiet. For første gang i mit liv, havde jeg følt mig stolt, sådan virkelig stolt. Tænk jeg var i gang med at tage en akademisk uddannelse. Okay jeg havde godt nok været i tvivl, om det var det her, jeg ville siden 2.semester.

Da jeg så endelig, i samarbejde med rektor, sagde stop, var det på en gang en utrolig lettelse men også en kæmpe nederlag. Jeg havde nu taget mit andet forsøg på sjette semester. Den sidste praktik. Det sidste forløb inden bacheloren. Jeg kunne bare ikke. Jeg var brugt op...

Jeg skulle nu til at vælge, hvad jeg så ville. En fra min klasse var et år forinden skiftet til sosu-assistent. Jeg må indrømme, jeg var lidt misundelig på hende allerede den gang. Jeg spurgte meget ind til det.

Jeg kunne ikke forestille mig andet end, at jeg skulle arbejde med mennesker. Flere af de mennesker jeg havde mødt under uddannelsen, havde ytret sig om at de var glade for, jeg havde været en del af deres forløb, for det var som om, jeg gerne ville lytte til dem og trøste dem, men det var åbenbart ikke det, man skulle som sygeplejerske.

Samtidig med at jeg kæmpede med frygten, om jeg nu kunne klare det. Gik jeg også med sådan en... "Nå ja, når nu jeg ikke kan blive andet." Sosuer er jo ikke for kloge. Det var jo noget af det første, vi havde lært på sygeplejerskolen. Vi allerede var så meget mere værd end social- og sundhedsassistenterne. Hvor har jeg også undervist mange sosu assistenter i nedre toilettet. For jeg vidste jo bedre...

Min frygt for om jeg kunne gennemføre, sammen med min teori om at sosuer var dumme blev hurtigt mandet til jorden. Jeg startede direkte i praktik. Tre måneder efter var det tid til at møde min nye klasse. De skulle sidst på året op til eksamen. Det endte med at være naturfag. Hvor var jeg på det tidspunkt glad for, at jeg havde haft naturfag i gymnasiet, for det betød, at jeg var fritaget. (Selvom naturfag i gymnasiet var meget bredt, var det her meget intenst omkring mennesket) Jeg kan huske de terpede og terpede og terpede. Forklarede osmotisk tryk osv. for hinanden. Første gang en i min klasse, forklarede dette i en time, blev jeg sådan helt. "Hvor ved du sådan noget fra? Hold kæft hvor er I kloge! Hvor er jeg glad for det ikke er mig!"

Til trods for at jeg et halvt år efter igen måtte sygemelde mig, lykkedes det mig at gennemføre uddannelsen. Endda med karakter i den høje ende af skalaen. 

Jeg var stolt den dag, jeg fik mit bevis.

Det kan godt være, jeg til at starte med, valgte uddannelsen fordi jeg jo åbenbart ikke kunne blive andet. I dag har jeg aldrig fortrudt mit valg. Jeg får lov til at være tæt på mennesker. Får lov til at bruge min faglighed. Får lov til at være stolt, både af mig selv og mit fag. (at tidpresset så tit gør det uudholdeligt, ja det er en tredje historie)

Ingen social- og sundhedspersonale skal se ned på sig selv, bare fordi de har valgt, at være der for andre mennesker. Vi tørrer ikke kun røv. Vi nærer Det Hele Menneske. Vi giver os selv 130%. Vi bliver kede af det helt ind i sjælen, når vi pga. nedskæringer og tidspres, igen måtte efterlade Fru. Jensen i fortvivlese over, at vi igen i dag ikke havde tid til at snakke med hende i fem min.

At jeg i dag overvejer at skifte fag, er ikke fordi jeg er træt af, at være der for andre. Det er fordi jeg er træt af, at min uddannelse bliver brugt som en skraldespanduddannelse. At vores arbejdsforhold er så slemme, at vi er nedslidt i starten af 50erne, men mest fordi vi ikke kan få lov til at give Fru. Jensen det hun har behov for.

Social- og sundhedspersonale er ikke bare dumme. Vi er uddannet til at se det hele menneske. Ser andre før os selv. Vil altid gøre vores bedste for at du får en fantastisk dag.

Så husk lige at værdsætte din social- og sundhedshjælper/assistent eller pædagogiske assistent næste gang du møder ham/hende

Jeg vil slutte mit indlæg af med en læserbrev fra min seje kollega Kasper Soelberg. Jeg ved godt det ikke virker som link, men I ved kvinder og teknik ik! I kan jo kopier det til adresselinien, så håber jeg da, det kommer frem, for historien bør I læse.

http://jyllands-posten.dk/opinion/breve/ECE7122624/Jeg-en-sosu-Emil/

Historiefortælling version tre

Mobningens grimme ansigt

Da jeg havde fortalt min historie i fredags. Blev jeg opfordret til at næste gang jeg fortalte min historie, så skulle jeg også prøve at sætte nogle få ord på nogle af ting jeg var blevet kaldt. 

Her får I så den lange historie. Hvorfor i grunden skrive om dengang? Hvorfor vil jeg dele det med hele verden? Tja jeg håber da måske at der sidder en derude, som kan bruge min historie, som kan blive løftet op. For at bruge en gammel kliché: " Bare vent, om nogle år er det din tur, til at brillere over dine plageånder" Det var i hvert fald det der holdt mig oppe den gang, og tanken om at det "kun" var to år. 

Allerede flere år inden vi startede på den nye skole, kunne jeg godt mærke at det her blev svært. Hver sommer havde vi sommerskole, hvor man kunne komme og blive klogere på noget. Jeg var vist med tre år. Jeg kan huske jeg har været med på sport linien og make-up linien. Sommerskolen var også med de andre skoler i det der dengang hed Pandrup kommune. I 7.klasse var vi samlet de tre skoler til en fælles introdag. Jeg kunne virkelig godt mærke det ville blive svært, det var som om at jeg var anderledes i de andres øjne.

Som sagt elskede jeg at gå i skole og var glad for min klasse. Derfor gjorde det nok også ekstra ondt at mange fra min gamle klasse hoppede med på bølgen. Jeg græd den dag i 7.klasse, hvor vi havde sidste skoledag.

På et tidspunkt sagde jeg til mig selv, at jeg ikke ville mindes nogle af de gode ting, vi havde oplevet sammen på den gamle skole. I mange år lykkedes det mig faktisk at fortrænge 8 år af mit liv. (Børnehaveklassen inklusiv)

Det jeg husker fra 8. klasse var, at jeg var nødt til at time min cykeltur til skole, så det passede med at jeg cyklede lige mellem to grupper. Hvis jeg cyklede for hurtigt ville jeg støde på drengene en klasse over mig, alle fra den gamle skole (men det har også altid været en balladeklasse). Det ville betyde hånende tilråb og kasten med sten efter mig. Cyklede jeg for langsom ville jeg støde på drengene fra min gamle klasse, som også ville råbe efter mig, og det ville blive meget værre, hvis de havde samlet en af drengene fra min nye klasse op. (Jeg mener ikke det alle drengene fra min gamle klasse, der var en del af denne gruppe)

Hvis jeg cyklede bagved begge grupper, ville jeg komme for sent i skole.

Men det var ikke kun cykelturene der var strenge. Jeg husker specielt fire i klassen, der var ekstra efter mig. To piger A og L. To drenge B og J. "Sjove" sedler der blev sendt rundt.

I de to år måtte jeg høre på ord som hestehoved og swing. Det sidste ord gjorde nok ekstra ondt. Fordi det ord stammer fra filmene Wayne's world, hvor de åbenbart mente jeg lignede kæresten. Grunden til det gjorde ekstra ondt, var fordi på vores studietur til Bornholm i 6.klasse, oplevede jeg en anden klasse drille mig med akkurat den samme film. Denne klasse var vel og mærket nogen som kom fra en anden by og tilfældigt boede på samme vandrehjem. Derfor har jeg aldrig set disse film. Selvom folk siger de er sjove, så giver det bare for mange øv minder.

Jeg mindes busture hvor jeg åbenbart var så grim at en blind loppe på en blind lus på en blind hund til en blind mand aldrig ville gifte sig med mig, og de i hvert fald godt kunne forstå jeg aldrig havde fået søskende, for mine forældre må have kigget på mig og tænkt: "føj"

Ja sådan kunne jeg blive ved, og jeg fik da også et mindre ubehageligt flashback her i weekenden.

Måske var det værste så i 9. klasse at mobningen stoppede, og der slet ikke var nogen der snakkede til mig hele det skoleår, ud over når de var tvunget til, at tage mig med i projektarbejde.

Alt dette resulterede faktisk i at jeg som 18årig lagde mig under kniven, for at få en kæbeoperation. Jo jo godt nok var denne operation besluttet allerede, da jeg var 7 år gammel, men jeg var ikke i tvivl. Som 15/16årig skulle jeg sige endeligt ja. 98% af min beslutning lå ved, at jeg hadede mit udseende/ansigt. De sidste 2% lå ved, at jeg kunne risikere at få diverse skavanker senere, hvis jeg ikke fik operationen.

I dag vil jeg sige jeg har lagt tiden bag mig, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde at det ikke påvirker mig bare en lille smule i dag. Jeg sidder da fx. lige nu og får en lille smule ondt i maven, over at tænke på alt det der skete for 13-15 år siden.

Det har da også gjort, at jeg i mange år har været utrolig indadvendt. Jeg kryber stadig i et med tapetet engang imellem. Jeg har da også stadig svært ved, at se mig selv i spejlet. Det sker måske to gange om året, at jeg står op om morgen, ser mig selv i spejlet og tænker: "hold kæft hvor er du smuk i dag"

Jeg vil dog sige, til dig der måske læser dette. I dag er jeg blevet en glad og lykkelig kvinde. Jeg har fået mig en FANTASTISK uddannelse. Verdens DEJLIGSTE mand. De SKØNNESTE venner og laver de FEDESTE ting i min fritid.

Jeg ved ikke helt hvad moralen skal være i dag. Måske bare... 

STOP mobning. Det gør ondt resten af livet.

Eller...

Stol på dig selv. Det passer det der med at det bliver fedt på den anden side.

Historiefortælling version 2

Ungdomsarbejdsløshed

Inden jeg starter dette blogindlæg, vil jeg godt starte med at pointere, at jeg er super stolt af min mor. Hun er den sejeste mor, jeg kender. Tænk sig, at hun har måtte opdrage mig helt selv. Det kan da godt være, det var super nederen, at der aldrig var råd til det dyreste mærketøj eller jeg ikke altid kunne få det legetøj, jeg ønskede mig, men jeg er ALDRIG gået sulten i seng. Det vil jeg bare gerne sige dig tak for mor.

Det var i 80'erne at den berygtede kartoffelkur rasede. Uden helt at vide hvad det egentlig gik ud på, så ved jeg, at der var en masse unge, der havde svært ved at få arbejde. Min mor var en af dem.

Som jeg husker det, var jeg otte, da min mor startede med at arbejde i hjemmeplejen, og det gik da egentlig meget godt. Måske var der perioder, hvor mor var arbejdsløs, men jeg mindes, at hun altid fik et nyt vikariat, når det hun havde udløb. I 2010/11 blev min mor uddannet social og sundhedshjælper. En fantastisk mulighed hun fik og min mor fik sin første FASTansættelse.

"Aldrig mere ungdomsarbejdsløshed" Noget i den stil kunne man høre en politiker udtale sig om for nogle år siden.

Tja statistikken siger at knap 40.000* unge er arbejdsløse pt. og så tæller vi ikke de næsten lige så mange ikke arbejdsmarkedsparate med. (*AE-rådet.)(Altså jeg er slet ikke god til at tolke statistikker)

Selvom jeg snart ikke tæller aldersmæssigt som ung, så er jeg en del af den kedelig statistik. Siden jeg blev uddannet i 2011, har jeg været i det ene vikariat efter det andet eller været afløser med ukendt timeantal. Det er hårdt hele tiden at skulle sige hej og farvel til kollegaer og borgere, men det giver også en smag af bitterhed. For mens mine kollegaer, der er fastansat, får lov at udvikle sig, tage på kurser osv. så er jeg arbejdshesten, der må passe på borgerne, mens de andre bliver klogere. 

Jeg vil helt vildt gerne blive klogere på mit fag og dygtiggøre mig, men fordi jeg kun er på stederne i en midlertidig periode, så er der ingen arbejdsgiver, der vil sende mig på kursus/uddannelse.

Jeg kan heller ikke helt lade være med at tænke på Den sociale arv. Selvom jeg har taget mig en uddannelse, så føler jeg nogen gange, jeg står med samme uvished som min mor gjorde den gang. Det giver en utrolig utryg hverdag, for hvordan ser det ud...

1. Når mine supplerende dagpenge udløber og jeg derfor er nødt til at sige op ved mit afløserjob?

2. Når mine dagpenge udløber helt? (Dette har jeg dog været forskånet for indtil videre)

3. Hvordan skal økonomien egentlig hænge sammen?

Selvfølgelig håber jeg da på snart at komme i ordinært job igen, men hvad nu hvis...?

I øvrigt var der 211 ansøgere til det sidste afslag jeg fik.

Historiefortælling version et

Jeg har i dag været til møde med FOA Ungdomsnetværket. Resten af weekenden skal jeg på kursus omkring emnet meningsdanner. Vi startede allerede så småt op her til aften, hvor vi lagde ud med historiefortælling. 

Så her får I min historie på to minutter. De næste par dage, vil jeg gå i dybden med nogle af de ting i historien, som jeg synes, og som jeg fik feedback på, kunne være emner der burde tages op isoleret set.

Enjoy...

Jeg er født i 80erne. Min far døde, da jeg var to år gammel, derfor valgte min mor at rive teltpløkkerne op og flytte fra Als op til Nordjylland. Her boede vi i en lille by, hvor man joker med, at der bor  150 mennesker, men hvis alle dem der sad i fængsel kom ud, ville der bo 300. Der blæste meget og der var ALTID modvind. Fordi der var 80'erne var der stor ungdomsarbejdsløshed, så min mor har stor set været arbejdsløs hele min barndom og ellers var det altid med tanke for, hvad der mon ville ske, når mors vikariat udløb.

Jeg gik i en lille folkeskole og var glad for det. Indtil jeg skulle starte i 8.klasse. Her var vi nødt til at skifte skole. Det medførte to år med mobning og en lærer der direkte sagde, at jeg jo var dum.

Siden jeg var lille, havde jeg haft en drøm om at gå på gymnasiet, og det skulle min lærer heldigvis ikke bestemme. Så jeg startede på gymnasiet. Det gik ikke synderligt godt og efter 2.g valgte jeg at gå om og skiftede gymnasium. Jeg flyttede til Ringkøbing,

I 2005 blev jeg student og flyttede til Aabenraa, hvor jeg havde fået job i en kirke. Her mødte jeg min første mand og begyndte at studere til sygeplejerske. Skæbnen ville at min mand blev syg med depression, og mens han kæmpede sig op, fik jeg selv en depression. Jeg havde nok håbet på, at hvis der netop var nogen, der vidste hvordan jeg havde det, så var det da min mand, men det var nok ham, der mindst af alt forstod mig. Det endte i en skilsmisse og at jeg måtte stoppe på mit studie. 

Der var flere på mit hold, der var skiftet over til assistent uddannelsen, og jeg tænkte, at det nok også var den vej jeg skulle gå.

Jeg kan huske, jeg blev meget forundret over hvor kloge menneskerne i min klasse var, for da jeg startede på sygeplejersken, var det med et: "velkommen til. I har jo valgt den rigtige uddannelse og er allerede så meget mere  værd end assistenterne."

I dag er det at blive assistent, den bedste beslutning ever. Her får man lov til at være tæt på et andet menneske. Jeg har engang arbejdet juleaften på et værested for misbrugere og hjemløse. Jeg kan huske, der var en hjemløs der kom og gav mig et knus og sagde: "Tak fordi I vil holde jul med mig"

Jeg har i min elevtid oplevet, at jeg cykeltrænede meget med en af beboerne på et plejehjem, og hun blev faktisk rigtig god til at gå, eller i hvert fald bedre, men så tog jeg på ferie, og da jeg kom retur, var der ikke nogen, der havde haft tid til at træne med hende, så det blev aldrig det samme igen.

Det jeg forelskede mig i som elev, var netop den her nære kontakt, med andre mennesker, som man slet ikke har på samme måde i sygeplejefaget. Derfor synes jeg også, det er ærgerligt, at vi er begyndt at spare så meget, at der ikke er tid til den nære omsorg, og det håber jeg vi kan gøre noget ved.

Her har du så første udgave af min historie, som jeg fik den fortalt til de andre her til aften.

Den der følelse

Ja jeg kunne jo skrive om alt muligt, der har rørt sig i den politiske verden den sidste uges tid. 
Jeg kunne også skrive om, hvordan det har været, at være gæst på DEFs landsmøde, men det ender altså med at blive et indlæg om det at være arbejdsløs, endnu en gang.

Jeg sad i mandags og fik sådan en rigtig øv følelse i maven. Øv fordi jeg nu to gange inden for en måned, havde sendt jobansøgninger til det arbejde, hvor jeg pt. er afløser, da de søgte to til faste stillinger. 

Lad mig starte med at sige, at jeg er pisse glad for mit job, mine kollegaer og de mennesker, jeg møder, men jeg syntes det er virkelig øv, at jeg ikke engang er blevet kaldt til samtale på nogen af stillingerne. Specielt når telefonen så efterfølgende har kimet, fordi de ville høre om jeg kunne tage vagter.

Jeg stod i akkurat samme situation for to år siden. Der søgte jeg en stilling på et plejehjem, hvor jeg var tilknyttet som afløser, men heller ikke her blev jeg kaldt til samtale, men jeg havde rigtig mange vagter som afløser. 

Og så får jeg bare sådan en "Jeg-føler-mig-vraget-følelse", for hvorfor er det lige, at jeg åbenbart er så fantastisk god til at slukke ildebrande men ikke kan bruges som fast?

Jeg tænker også på den tale jeg holdt for et år siden på FOAs kongres, hvor jeg i en pause stillede mig op på en ølkasse og råbte alle menneskerne op, i en sal hvor der i øvrigt var støj reducerende materialer i loftet, om at jeg syntes ikke, vi arbejdsløse blev betragtet, som de mennesker vi er.
For hvis vi nu bare er en lille smule ærlige, er sandheden vel, at vi oftest bliver betragtet som dovne hunde, der selv er skyld i vores situation. Jeg har i hvert fald tit taget mig selv i at tænke sådan, de gange jeg har haft vikariater rundt omkring.

På en måde er jeg glad for, der findes regler, om at man skal søge så og så mange jobs om ugen, for hvis der ikke var disse regler, ville jeg nok være en af dem der sumpede hen i sofaen. Jeg duer simpelthen ikke at gå hjemme, men det er begrænset, hvor meget man gider gøre rent, eller hvor længe man gider stå tidligt op, når der ikke er noget at stå op til, ud over et pipfuglekursus engang i mellem.
Ud fra egne erfaringer, så er vi arbejdsløse altså ikke dovne, vi har bare tendenser til at miste modet, fordi vi gang på gang på gang får afslag på en ansøgning, hvor der er mellem 45 og 400 der har ansøgt.

Jeg bliver bare træt og såret over alle de afslag. Okay jeg er også meget emotionel, men jeg tror ikke på, jeg er den eneste, der kan blive overvældet af sådan en følelse, om at man ikke duer til noget, når man står i suppedasen som arbejdsløs.

Jeg har ikke noget konkret forslag til hvordan man kan skaffe flere jobs, jeg ved bare, at det er mega hårdt, at samtidig med man slås med sig selv, så skal man også slås med andres fordomme, bare fordi man er arbejdsløs.

Kunne I måske ikke gøre mig en tjeneste? Næste gang I møder en i jeres bekendtskab, som er arbejdsløs, så i stedet for at komme med "gode råd," om hvordan de kommer i arbejde, eller sige de skal tage sig sammen. Så giv dem et knus og sig: "Det er jeg ked af at høre, men bare rolig der er selvfølgelig et job til dig også"

Kunne vi ikke bare prøve???

Dragefestival

I dag har jeg holdt tale til FOA Sønderborgs Dragefestival og malet børn i ansigtet. Første gang jeg holdt en tale var på FOAs kongres sidste år, og til min mand til vores bryllup for lidt over en måned siden. Så det var med en lille smule drage i maven at jeg nu skulle holde tale igen :-)

Jeg synes I skal have lov at læse talen, selvom det selvfølgelig ikke giver det samme, som at høre den.

Jeg er utrolig beæret over at måtte komme her i dag og holde tale ved jeres dragefestival. Vejret er jo dejligt/strålende/rigtig dragevejr.

En drage er i bund og grund stof, snor og pinde, men en drage er også en farverig fællesnævner, som i dag fanger fokus blandt jer, små som store fremmødte i dag.

Når jeg taler her i dag, så er det fordi jeg er aktiv i FOA-ungdom. Måske tænker I hvad er nu det? FOA-ungdom er for alle under 31 der brænder for at gøre arbejdsvilkår bedre for sosumedarbejderne, pædagogiske assistenter, servicemedarbejdere og alle de andre faggrupper som FOA repræsentere. I FOA ungdom kan man være med til at sætte politiske kampe på dagsorden, her kæmper vi bl.a. for at unge nyuddannede får de nødvendige ressourcer til at være ny på arbejdsmarked.  Vi kæmper også for bedre dagpengeforhold. For vi synes ikke det er fair at dagpengene forringes, samtidig med at bankdirektøren får en fed bonus.

Jeg synes ikke det er i orden at det skal være så groteskt svært for unge at komme ind på arbejdsmarked og de unge er nødt til at råbe op og sætte fokus på netop dette. Desværre ser jeg en kedelig tendens til, at de unge ikke har lyst til at blande sig i debatten, måske i virkeligheden fordi de ikke ved hvor, hvordan og hvorfor. Jeg ville ønske at der var flere af de unge der ville tage et større fagligt ansvar for deres fag. At man havde lyst til at mødes med andre unge og snakke om dilemmaer under uddannelsen, eller hvordan det er at være ung og ny på arbejdsmarked, eller som en kedelig statistik viser, hvordan det er at være ung og arbejdsløs. På den måde kan vi blive ligesom dragerne i luften, for helt ærligt er en drage på jorden ikke meget ved.

Det med at blande sig i debatten behøver selvfølgelig ikke kun være forbeholdt dem under 31. Jeg vil generelt ønske, der var flere af jer, der turde blande jer, vi har brug for jer der er mere garvede i faget. Vi har brug for jer til at spejle os i. Jer til at få os op og flyve, som de smukke drager vi ser i dag.

Når jeg ser ud i samfundet i dag, ser jeg et Danmark, som slet ikke er værd at blive kaldt en velfærdssamfund. Jeg ser et samfund hvor vi frygter mere for at blive fyret, end tage bladet fra munden. Det giver i stedet det resultat at vi ender med at blive langtidssygemeldte med stress og måske aldrig vender tilbage til arbejdsmarked. Vi er hele tiden nødt til at presse os selv og vores faglige viden ud, hvor det hele nærmest kan være lige meget, og det er derfor vi går ned med stress, fordi vi ikke kan få lov at yde den omsorg, som vi nu ser som en nødvendighed. Jeg kan godt forstå I er bange for at åbne munden, for med de arbejdsmarkedsforhold vi har i dag, vil man ikke risikere at skulle satse en fast stilling. Når det er rigtig svært, at få andet end vikariater, løntilskud og nyttejobs og hvor 41.000 er røget ud af dagpengesystemet. Vi er så langt ude i vores velfærdssamfund at embedsmændene er begyndt at foreslå at julen skal spares væk på plejehjem og børnehaverne skal styres af frivillige.

Vores høje politiker og embedsmænd, som kommer med disse råd. Er mennesker der er kommet direkte fra folkeskolen til gymnasiet til universitet. De har aldrig prøvet, hvordan det er at være i den virkelige verden. De aner ikke, hvordan det er at være en offentlig ansat, der hver dag knokler, for at få en andens hverdag til at være bare en lille smule tålelig. Vi er måske heldige at kunne presse en tissepause ind på de otte timer mens vi flyver afsted som en anden superhelt med blækspruttearme. På den anden side, hvorfor skal vi have tissepause, når vores borgere skal rende rundt med en våd ble hele dagen.  Det er os der skal råbe politikerne op, og fortælle dem hvordan virkeligheden ser ud.

Det næste halvandet år går FOA i gang med en ulighedsindsats. En indsats som skal råbe politikerne op. Uligheden mellem rig og fattig ligner i dag de forhold vi havde i 30erne, hvor vi fik den største økonomiske depression længe. De siger godt nok, at vi er ude af krisen, men når 6000 mennesker, 6000, står uden nogen former for indkomst, fordi de enten har mistet deres dagpenge eller retten til at være syg. Så ser jeg det ikke, som at vi er på vej ud af den økonomiske krise. Vi har skabt et samfund, hvor de svageste bliver efterladt til sig selv og familier går i opløsning. Måske er vi på vej ud af den samfundsmæssige krise, men det er med store personlige konsekvenser. Jeg har oplevet det i min egen familie. Min kusine Lotte har en mand og fire børn. De lever med en indkomst på 100kr om dagen. For mange år siden blev hunfejlopereret i skulderen, og fik ikke nok genoptræning. Det med den konsekvens, at hun fik en depression. Efterfølgende fik hun en blodprop, der bestemt gør ikke hendes situation bedre. Hun er for syg til at arbejde, men åbenbart for rask til at få en førtidspension. Nu er min kusine og hendes mand heldigvis meget stædig hvad angår familieliv, men hvis de havde lignet de fleste i deres situation, var det nok endt med en skilsmisse, for helt ærligt, hvem kan holde ud af leve flere år med to voksne og fire børn og en indkomst der hedder 100kr om dagen?

Foa vil sætte uligheden på dagsorden, men det kan ikke lade sig gøre, hvis ikke I er med til råbe op, komme med jeres og borgernes historie. Jeg siger ikke I skal bryde tavshedspligten jeg siger I skal gøre dem klart at NU ER DET NOK.

Jeg håber meget I vil være med til at tage ansvar. Ansvar for jeres eget og borgernes liv. Ansvar for jeres faglighed, så vi ikke evigt og altid skal gå på kompromis med vores.

Lad os løfte sammen, lad dem høre vores stemme, lad os sætte vores indre drage fri, og sætte fokus på det der giver fællesskabet værdig.

Nyd nu en rigtig god dragefestival.

Dem vi (helst) ikke ser.

Forleden kom der en meget febrilsk sms ind på min telefon fra min veninde. " Skynd dig at tænde for tv2, et program alle bør se" Desværre havde jeg på daværende tidspunkt ikke tid til at se fjernsyn. Programmet hun gerne ville have jeg skulle se var "De brændte børn." Hvor det handlede om incest. En situation min veninde, så levende kunne sætte sig ind i, da hun selv havde prøvet at være udsat for incest som barn.

Den dag i dag forstår jeg ikke, hvordan voksne der har været udsat for dette i deres barndom overhovedet kan blive velfungerende mennesker. Uden på nogen måder at kunne sammenligne, ved jeg hvor svært det er at komme over, at en anden vælger at tage kontrollen over ens krop, og tænk sig disse mennesker har oplevet det, det meste af deres liv.

Disse mennesker har brug for de rette redskaber til at kunne bryde deres miljø, så de ikke resten af livet ender med at være udsatte voksne, som giver det videre til deres børn.

Desværre er vi i gang med at skabe et samfund, hvor mere vil have mere. Hvor de udsatte bare skal tage sig sammen og få fingrene op af kassen. For er det ikke også noget med at udsatte kun er de hjemløse?

På Als sidder en fantastisk kvinde. Hun har oprettet en facebook gruppe, hvor mennesker kan komme og søge om mad eller andre ting. Derfor var jeg i går ude med mad og lidt andre ting til tre helt vidundelige familier. Den ene var en kvinde med tre børn. Hendes holdning var: "Så længe mine børn, bare får det at spise de har brug for, er det lige meget med mig". Jeg synes sådan en holdning vidner om ydmyghed, så hvorfor er det sådan en som hende der skal rammes, når reformerne strammes?
Jeg ser folk på siden, som har utrolig svært ved at få sig selv til at spørge om hjælp, og jeg synes slet og ret ikke det er rimmeligt, at de overhovedet er nødt til det. Jo jo selvfølgelig er der rådne kar imellem, men de fleste er mennesker i kød og blod, som ønsker det bedste for deres børn, og bare gerne vil have til dagen og vejen. De lever ikke, de overlever.

Udsatte er ikke kun de hjemløse, udsatte er også den enelige mor/far. Manden på kontanthjælp er måske drengen der blev misbrugt som barn. Kvinden der har truet med at begå selvmord er måske vokset op i en familie med alkohol. Børnene... ja som det ser ud nu... så tager de vilkårene, de er vokset i med sig til deres børn. Det er simpelthen blevet for svært at rejse sig op.

Jeg synes bare vi skal tænke lidt over hvad det er vi byder vores udsatte.

Hvorfor får du ikke et arbejde?

Dette spørgsmål var der helt seriøst en jobkonsulent ved anden aktør, der spurgte mig om engang.

Året er 2012 og jeg havde, ligesom de fleste i min klasse, været arbejdsløs siden jeg blev uddannet i 2011.
Jeg var blevet tilknyttet anden aktør, fordi jeg var under 30. Her havde jeg nogle måneder inden været på et seks ugers: "Lær at skrive jobansøgninger kursus". Jeg var dog så heldig, at jeg i tre af ugerne rent faktisk var på job i et værested. Jeg kan huske, at det var som om at kurset ikke rigtig var koordineret. Den ene "underviser" lagde meget vægt på, at vi skrev ansøgninger, den anden mente, at det var helt uhørt, at vi brugte vores tid hos dem til at skrive ansøgninger. Vores CV gennemgang var lidt en hovsa løsning, fordi de i uge to da lige kom til at tænke på, at det da vist også var vigtigt, at vi lærte at lave et godt cv.

Nå men altså... Jeg sad nu her nogle måneder senere og skulle til opfølgningsamtale og da konsulenten, så spørg om hvorfor jeg ikke får et job, blev jeg temmelig mundlam. Jeg har efterfølgende gået situationen igennem mange gange og tænk: "ahh, hvorfor sagde du ikke det eller det?" For jeg ville virkelig gerne have sagt: "Ja det håber jeg da, du kan svare mig på, det er da trods alt dig, der får penge for at hjælpe mig!"
Med dette ubesvarede spørgsmål, var det nu også tid til at komme ud i aktivering. For mig blev løsningen at komme i løntilskud, for helt ærligt, så kunne jeg altså ikke se mig ud af det med, at jeg skulle søge fire praktikpladser, for at komme i praktik fire uger ved hvert sted. Krigen gik i gang, og hold nu op, hvor var det faktisk svært at finde et sted, hvor jeg kunne komme i løntilskud. Simpelthen fordi at der allerede var så mange andre i løntilskud. Da jeg var lige ved at give op og skulle ringe til det absolut sidste plejehjem i kommunen, var der gevinst, og ruksuk var jeg beskæftiget, og talte ikke længere med i statistikken, som arbejdsløs. Selvom jeg stadig fik dagpenge, og selvom jeg stadig skulle søge jobs, samtidig med at jeg skulle "lære at være i arbejde"

Nu var jeg i løntilskud et sted, hvor de rent faktisk kunne finde ud af at overholde reglerne, om hvad man må og ikke må som løntilskuder, og hvor mange der egentlig måtte være af sådan nogle på en arbejdsplads.

En aften sad vi og diskuterede seniordage. Jeg synes bestemt, at dem der har holdt ud i mange år i vores hårde fag skal have nogle goder, men lige den dag blev jeg bare så vred på systemet, for en af vores senior kom og fortalte at de i det lokale MED-udvalg lige havde forhandlet ekstra seniordage hjem. Der sad jeg så, og var arbejdsløs. Der var ansættelsesstop og ja, jeg følte mig nok uretfærdigt behandlet.

Efterfølgende har jeg så været inde og ude af arbejdsmarked. Har været i vikariat og været afløser her og der.

Jamen Heidi, hvorfor får du dig så ikke et fast job? Jo ser du. Her kommer den der sparekniv ind i billedet igen. For i mit fag er der noget det hedder naturlig afgang. Altså når min kollega går på pension, men der er ikke noget der hedder naturlig tilgang. For når min kollega går på pension, bliver stillingen nedlagt.
Kommunen har så nu fået den nye geniale idé, at ansætte folk i vikariater, og det er da også fint nok! Problemet er bare at disse vikariater, i hvert fald fra hvad jeg har oplevet, ikke ender ud med chancer for at blive fastansat. Det er heller ikke fordi, du har vikariat for nogen der fx. er på barsel. Næh du har et vikariat fordi arbejdspladserne slet og ret ikke tør fastansætte, for hvem skal så fyres, når vi i slutningen af året igen ender med at have underskud i kassen, fordi der er brugt for mange penge, på at kalde folk ind ved sygdom.

Du kan endda risikere at blive "fyret" fordi hvis arbejdspladsen forlænger dig igen, har du ret til at blive fastansat, men du er da velkommen til at arbejde som timelønnet, for så fem uger efter at blive ansat i din gamle stilling igen. NOT KIDDING, det er sket for mig.

Bonusen er jo så også, at man meget nemmere kan skille sig af med dig, hvis du ikke lige passer ind i ledelsesstilen.

Ja og nu sidder jeg så her igen igen igen. Uden arbejde. Hende som samfundet mener bare skal tage sig sammen og se at få fingeren ud. Det er bare ikke  så nemt, når der er over 300 ansøgere til en stilling.

Så ja... Hvorfor får jeg ikke et arbejde?

Da filmen knækkede.

Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme.... Jeg ELSKER altså bare gamle film. De gode gamle, hvor historien oftest gentager sig selv. Der er nogen, der er ved at miste deres gård, der er altid en helt der redder skønjomfruen, og ikke nok med det så bliver gården altid reddet til sidst.

Der er dog en scene der går igen inde mit hoved.

I filmen "Mig og min lillebror og storsmuglerne" er der en scene, hvor de to, ikke alt for kloge, brødre tager ud til alderdomshjemmet, for at dele ud af deres skønne sager. Det er til stor glæde for menneskerne på alderdomshjemmet, og man ser hvordan de danser og har det godt. Lige den dag er det ekstra dejligt at være ældre.

Men så knækker filmen også...

Hvor ville jeg da ønske, at det var den virkelighed, vi så på plejehjemmene i dag, men faktum er, at et plejehjem er det sted, hvor du kommer hen, når der absolut ikke er mere håb tilbage. Du er livstræt, du har måske glemt, hvad du hedder, måske er du lammet af en blodprop, eller måske er din krop så slidt at du ikke længere selv kan komme ud af sengen om morgen og gøre dig i stand.

Så er det jo godt at du har os. 

Ja jeg ville ønske, det kunne siges så let, men det uhyggelige faktum er, at jeg er et menneske og ikke en superhelt. For mens du er blevet mindre og mindre selvhjulpen, er mine kollegaer forsvundet fra arbejdspladsen. Ikke fordi de ikke kunne lide dig, men fordi de selv er gået på pension og er nedslidte, syge med stress, fordi de føler, de ikke kan give dig den omsorg, du fortjener, eller også er de bare slet og ret aldrig blevet ansat pga. besparelser.

Besparelser så stramme, at vi ikke blot taler om en lille hudafskrabning. Næh vi taler om en sparekniv, der har skåret helt ind til knoglen, så benet snart falder af. Vi ønsker ikke at du skal sidde med en våd ble dagen lang og få sart hud og tryksår. Vi ville ønske, vi kunne give dig den nødvendige træning, men fordi Hr. Hansen sidder på bækkenstol, Oda render forvirret rundt, I skal have mad, (som på en rigtig samlefabrik.) Fru. Petersen er faldet og Jakob er lige kommet hjem fra sygehuset, så er det bare nemmere, at sætte dig i din kørestol, i stedet for at gangtræne de 20 meter, der nu er fra din stue til fælles køkkenet.

Politikerne vil gerne have vi rehabilitere. Politikerne har bare glemt, at for at vi kan rehabilitere, så er vi også nødt til at have den nødvendige tid og ikke mindst personaleressourcer, så du forhåbentligt igen engang, selv kan tage dit tøj på om morgen.

Jeg vil gerne gøre din hverdag til en fest, og din aften til en dans. Problemet er bare, at jeg og mine kollegaer er så hårdt presset, at vi kun har tid til det allermest akutte og ikke til den omsorg som du fortjener.