Dragefestival

I dag har jeg holdt tale til FOA Sønderborgs Dragefestival og malet børn i ansigtet. Første gang jeg holdt en tale var på FOAs kongres sidste år, og til min mand til vores bryllup for lidt over en måned siden. Så det var med en lille smule drage i maven at jeg nu skulle holde tale igen :-)

Jeg synes I skal have lov at læse talen, selvom det selvfølgelig ikke giver det samme, som at høre den.

Jeg er utrolig beæret over at måtte komme her i dag og holde tale ved jeres dragefestival. Vejret er jo dejligt/strålende/rigtig dragevejr.

En drage er i bund og grund stof, snor og pinde, men en drage er også en farverig fællesnævner, som i dag fanger fokus blandt jer, små som store fremmødte i dag.

Når jeg taler her i dag, så er det fordi jeg er aktiv i FOA-ungdom. Måske tænker I hvad er nu det? FOA-ungdom er for alle under 31 der brænder for at gøre arbejdsvilkår bedre for sosumedarbejderne, pædagogiske assistenter, servicemedarbejdere og alle de andre faggrupper som FOA repræsentere. I FOA ungdom kan man være med til at sætte politiske kampe på dagsorden, her kæmper vi bl.a. for at unge nyuddannede får de nødvendige ressourcer til at være ny på arbejdsmarked.  Vi kæmper også for bedre dagpengeforhold. For vi synes ikke det er fair at dagpengene forringes, samtidig med at bankdirektøren får en fed bonus.

Jeg synes ikke det er i orden at det skal være så groteskt svært for unge at komme ind på arbejdsmarked og de unge er nødt til at råbe op og sætte fokus på netop dette. Desværre ser jeg en kedelig tendens til, at de unge ikke har lyst til at blande sig i debatten, måske i virkeligheden fordi de ikke ved hvor, hvordan og hvorfor. Jeg ville ønske at der var flere af de unge der ville tage et større fagligt ansvar for deres fag. At man havde lyst til at mødes med andre unge og snakke om dilemmaer under uddannelsen, eller hvordan det er at være ung og ny på arbejdsmarked, eller som en kedelig statistik viser, hvordan det er at være ung og arbejdsløs. På den måde kan vi blive ligesom dragerne i luften, for helt ærligt er en drage på jorden ikke meget ved.

Det med at blande sig i debatten behøver selvfølgelig ikke kun være forbeholdt dem under 31. Jeg vil generelt ønske, der var flere af jer, der turde blande jer, vi har brug for jer der er mere garvede i faget. Vi har brug for jer til at spejle os i. Jer til at få os op og flyve, som de smukke drager vi ser i dag.

Når jeg ser ud i samfundet i dag, ser jeg et Danmark, som slet ikke er værd at blive kaldt en velfærdssamfund. Jeg ser et samfund hvor vi frygter mere for at blive fyret, end tage bladet fra munden. Det giver i stedet det resultat at vi ender med at blive langtidssygemeldte med stress og måske aldrig vender tilbage til arbejdsmarked. Vi er hele tiden nødt til at presse os selv og vores faglige viden ud, hvor det hele nærmest kan være lige meget, og det er derfor vi går ned med stress, fordi vi ikke kan få lov at yde den omsorg, som vi nu ser som en nødvendighed. Jeg kan godt forstå I er bange for at åbne munden, for med de arbejdsmarkedsforhold vi har i dag, vil man ikke risikere at skulle satse en fast stilling. Når det er rigtig svært, at få andet end vikariater, løntilskud og nyttejobs og hvor 41.000 er røget ud af dagpengesystemet. Vi er så langt ude i vores velfærdssamfund at embedsmændene er begyndt at foreslå at julen skal spares væk på plejehjem og børnehaverne skal styres af frivillige.

Vores høje politiker og embedsmænd, som kommer med disse råd. Er mennesker der er kommet direkte fra folkeskolen til gymnasiet til universitet. De har aldrig prøvet, hvordan det er at være i den virkelige verden. De aner ikke, hvordan det er at være en offentlig ansat, der hver dag knokler, for at få en andens hverdag til at være bare en lille smule tålelig. Vi er måske heldige at kunne presse en tissepause ind på de otte timer mens vi flyver afsted som en anden superhelt med blækspruttearme. På den anden side, hvorfor skal vi have tissepause, når vores borgere skal rende rundt med en våd ble hele dagen.  Det er os der skal råbe politikerne op, og fortælle dem hvordan virkeligheden ser ud.

Det næste halvandet år går FOA i gang med en ulighedsindsats. En indsats som skal råbe politikerne op. Uligheden mellem rig og fattig ligner i dag de forhold vi havde i 30erne, hvor vi fik den største økonomiske depression længe. De siger godt nok, at vi er ude af krisen, men når 6000 mennesker, 6000, står uden nogen former for indkomst, fordi de enten har mistet deres dagpenge eller retten til at være syg. Så ser jeg det ikke, som at vi er på vej ud af den økonomiske krise. Vi har skabt et samfund, hvor de svageste bliver efterladt til sig selv og familier går i opløsning. Måske er vi på vej ud af den samfundsmæssige krise, men det er med store personlige konsekvenser. Jeg har oplevet det i min egen familie. Min kusine Lotte har en mand og fire børn. De lever med en indkomst på 100kr om dagen. For mange år siden blev hunfejlopereret i skulderen, og fik ikke nok genoptræning. Det med den konsekvens, at hun fik en depression. Efterfølgende fik hun en blodprop, der bestemt gør ikke hendes situation bedre. Hun er for syg til at arbejde, men åbenbart for rask til at få en førtidspension. Nu er min kusine og hendes mand heldigvis meget stædig hvad angår familieliv, men hvis de havde lignet de fleste i deres situation, var det nok endt med en skilsmisse, for helt ærligt, hvem kan holde ud af leve flere år med to voksne og fire børn og en indkomst der hedder 100kr om dagen?

Foa vil sætte uligheden på dagsorden, men det kan ikke lade sig gøre, hvis ikke I er med til råbe op, komme med jeres og borgernes historie. Jeg siger ikke I skal bryde tavshedspligten jeg siger I skal gøre dem klart at NU ER DET NOK.

Jeg håber meget I vil være med til at tage ansvar. Ansvar for jeres eget og borgernes liv. Ansvar for jeres faglighed, så vi ikke evigt og altid skal gå på kompromis med vores.

Lad os løfte sammen, lad dem høre vores stemme, lad os sætte vores indre drage fri, og sætte fokus på det der giver fællesskabet værdig.

Nyd nu en rigtig god dragefestival.