Den der følelse

Ja jeg kunne jo skrive om alt muligt, der har rørt sig i den politiske verden den sidste uges tid. 
Jeg kunne også skrive om, hvordan det har været, at være gæst på DEFs landsmøde, men det ender altså med at blive et indlæg om det at være arbejdsløs, endnu en gang.

Jeg sad i mandags og fik sådan en rigtig øv følelse i maven. Øv fordi jeg nu to gange inden for en måned, havde sendt jobansøgninger til det arbejde, hvor jeg pt. er afløser, da de søgte to til faste stillinger. 

Lad mig starte med at sige, at jeg er pisse glad for mit job, mine kollegaer og de mennesker, jeg møder, men jeg syntes det er virkelig øv, at jeg ikke engang er blevet kaldt til samtale på nogen af stillingerne. Specielt når telefonen så efterfølgende har kimet, fordi de ville høre om jeg kunne tage vagter.

Jeg stod i akkurat samme situation for to år siden. Der søgte jeg en stilling på et plejehjem, hvor jeg var tilknyttet som afløser, men heller ikke her blev jeg kaldt til samtale, men jeg havde rigtig mange vagter som afløser. 

Og så får jeg bare sådan en "Jeg-føler-mig-vraget-følelse", for hvorfor er det lige, at jeg åbenbart er så fantastisk god til at slukke ildebrande men ikke kan bruges som fast?

Jeg tænker også på den tale jeg holdt for et år siden på FOAs kongres, hvor jeg i en pause stillede mig op på en ølkasse og råbte alle menneskerne op, i en sal hvor der i øvrigt var støj reducerende materialer i loftet, om at jeg syntes ikke, vi arbejdsløse blev betragtet, som de mennesker vi er.
For hvis vi nu bare er en lille smule ærlige, er sandheden vel, at vi oftest bliver betragtet som dovne hunde, der selv er skyld i vores situation. Jeg har i hvert fald tit taget mig selv i at tænke sådan, de gange jeg har haft vikariater rundt omkring.

På en måde er jeg glad for, der findes regler, om at man skal søge så og så mange jobs om ugen, for hvis der ikke var disse regler, ville jeg nok være en af dem der sumpede hen i sofaen. Jeg duer simpelthen ikke at gå hjemme, men det er begrænset, hvor meget man gider gøre rent, eller hvor længe man gider stå tidligt op, når der ikke er noget at stå op til, ud over et pipfuglekursus engang i mellem.
Ud fra egne erfaringer, så er vi arbejdsløse altså ikke dovne, vi har bare tendenser til at miste modet, fordi vi gang på gang på gang får afslag på en ansøgning, hvor der er mellem 45 og 400 der har ansøgt.

Jeg bliver bare træt og såret over alle de afslag. Okay jeg er også meget emotionel, men jeg tror ikke på, jeg er den eneste, der kan blive overvældet af sådan en følelse, om at man ikke duer til noget, når man står i suppedasen som arbejdsløs.

Jeg har ikke noget konkret forslag til hvordan man kan skaffe flere jobs, jeg ved bare, at det er mega hårdt, at samtidig med man slås med sig selv, så skal man også slås med andres fordomme, bare fordi man er arbejdsløs.

Kunne I måske ikke gøre mig en tjeneste? Næste gang I møder en i jeres bekendtskab, som er arbejdsløs, så i stedet for at komme med "gode råd," om hvordan de kommer i arbejde, eller sige de skal tage sig sammen. Så giv dem et knus og sig: "Det er jeg ked af at høre, men bare rolig der er selvfølgelig et job til dig også"

Kunne vi ikke bare prøve???

Dragefestival

I dag har jeg holdt tale til FOA Sønderborgs Dragefestival og malet børn i ansigtet. Første gang jeg holdt en tale var på FOAs kongres sidste år, og til min mand til vores bryllup for lidt over en måned siden. Så det var med en lille smule drage i maven at jeg nu skulle holde tale igen :-)

Jeg synes I skal have lov at læse talen, selvom det selvfølgelig ikke giver det samme, som at høre den.

Jeg er utrolig beæret over at måtte komme her i dag og holde tale ved jeres dragefestival. Vejret er jo dejligt/strålende/rigtig dragevejr.

En drage er i bund og grund stof, snor og pinde, men en drage er også en farverig fællesnævner, som i dag fanger fokus blandt jer, små som store fremmødte i dag.

Når jeg taler her i dag, så er det fordi jeg er aktiv i FOA-ungdom. Måske tænker I hvad er nu det? FOA-ungdom er for alle under 31 der brænder for at gøre arbejdsvilkår bedre for sosumedarbejderne, pædagogiske assistenter, servicemedarbejdere og alle de andre faggrupper som FOA repræsentere. I FOA ungdom kan man være med til at sætte politiske kampe på dagsorden, her kæmper vi bl.a. for at unge nyuddannede får de nødvendige ressourcer til at være ny på arbejdsmarked.  Vi kæmper også for bedre dagpengeforhold. For vi synes ikke det er fair at dagpengene forringes, samtidig med at bankdirektøren får en fed bonus.

Jeg synes ikke det er i orden at det skal være så groteskt svært for unge at komme ind på arbejdsmarked og de unge er nødt til at råbe op og sætte fokus på netop dette. Desværre ser jeg en kedelig tendens til, at de unge ikke har lyst til at blande sig i debatten, måske i virkeligheden fordi de ikke ved hvor, hvordan og hvorfor. Jeg ville ønske at der var flere af de unge der ville tage et større fagligt ansvar for deres fag. At man havde lyst til at mødes med andre unge og snakke om dilemmaer under uddannelsen, eller hvordan det er at være ung og ny på arbejdsmarked, eller som en kedelig statistik viser, hvordan det er at være ung og arbejdsløs. På den måde kan vi blive ligesom dragerne i luften, for helt ærligt er en drage på jorden ikke meget ved.

Det med at blande sig i debatten behøver selvfølgelig ikke kun være forbeholdt dem under 31. Jeg vil generelt ønske, der var flere af jer, der turde blande jer, vi har brug for jer der er mere garvede i faget. Vi har brug for jer til at spejle os i. Jer til at få os op og flyve, som de smukke drager vi ser i dag.

Når jeg ser ud i samfundet i dag, ser jeg et Danmark, som slet ikke er værd at blive kaldt en velfærdssamfund. Jeg ser et samfund hvor vi frygter mere for at blive fyret, end tage bladet fra munden. Det giver i stedet det resultat at vi ender med at blive langtidssygemeldte med stress og måske aldrig vender tilbage til arbejdsmarked. Vi er hele tiden nødt til at presse os selv og vores faglige viden ud, hvor det hele nærmest kan være lige meget, og det er derfor vi går ned med stress, fordi vi ikke kan få lov at yde den omsorg, som vi nu ser som en nødvendighed. Jeg kan godt forstå I er bange for at åbne munden, for med de arbejdsmarkedsforhold vi har i dag, vil man ikke risikere at skulle satse en fast stilling. Når det er rigtig svært, at få andet end vikariater, løntilskud og nyttejobs og hvor 41.000 er røget ud af dagpengesystemet. Vi er så langt ude i vores velfærdssamfund at embedsmændene er begyndt at foreslå at julen skal spares væk på plejehjem og børnehaverne skal styres af frivillige.

Vores høje politiker og embedsmænd, som kommer med disse råd. Er mennesker der er kommet direkte fra folkeskolen til gymnasiet til universitet. De har aldrig prøvet, hvordan det er at være i den virkelige verden. De aner ikke, hvordan det er at være en offentlig ansat, der hver dag knokler, for at få en andens hverdag til at være bare en lille smule tålelig. Vi er måske heldige at kunne presse en tissepause ind på de otte timer mens vi flyver afsted som en anden superhelt med blækspruttearme. På den anden side, hvorfor skal vi have tissepause, når vores borgere skal rende rundt med en våd ble hele dagen.  Det er os der skal råbe politikerne op, og fortælle dem hvordan virkeligheden ser ud.

Det næste halvandet år går FOA i gang med en ulighedsindsats. En indsats som skal råbe politikerne op. Uligheden mellem rig og fattig ligner i dag de forhold vi havde i 30erne, hvor vi fik den største økonomiske depression længe. De siger godt nok, at vi er ude af krisen, men når 6000 mennesker, 6000, står uden nogen former for indkomst, fordi de enten har mistet deres dagpenge eller retten til at være syg. Så ser jeg det ikke, som at vi er på vej ud af den økonomiske krise. Vi har skabt et samfund, hvor de svageste bliver efterladt til sig selv og familier går i opløsning. Måske er vi på vej ud af den samfundsmæssige krise, men det er med store personlige konsekvenser. Jeg har oplevet det i min egen familie. Min kusine Lotte har en mand og fire børn. De lever med en indkomst på 100kr om dagen. For mange år siden blev hunfejlopereret i skulderen, og fik ikke nok genoptræning. Det med den konsekvens, at hun fik en depression. Efterfølgende fik hun en blodprop, der bestemt gør ikke hendes situation bedre. Hun er for syg til at arbejde, men åbenbart for rask til at få en førtidspension. Nu er min kusine og hendes mand heldigvis meget stædig hvad angår familieliv, men hvis de havde lignet de fleste i deres situation, var det nok endt med en skilsmisse, for helt ærligt, hvem kan holde ud af leve flere år med to voksne og fire børn og en indkomst der hedder 100kr om dagen?

Foa vil sætte uligheden på dagsorden, men det kan ikke lade sig gøre, hvis ikke I er med til råbe op, komme med jeres og borgernes historie. Jeg siger ikke I skal bryde tavshedspligten jeg siger I skal gøre dem klart at NU ER DET NOK.

Jeg håber meget I vil være med til at tage ansvar. Ansvar for jeres eget og borgernes liv. Ansvar for jeres faglighed, så vi ikke evigt og altid skal gå på kompromis med vores.

Lad os løfte sammen, lad dem høre vores stemme, lad os sætte vores indre drage fri, og sætte fokus på det der giver fællesskabet værdig.

Nyd nu en rigtig god dragefestival.

Dem vi (helst) ikke ser.

Forleden kom der en meget febrilsk sms ind på min telefon fra min veninde. " Skynd dig at tænde for tv2, et program alle bør se" Desværre havde jeg på daværende tidspunkt ikke tid til at se fjernsyn. Programmet hun gerne ville have jeg skulle se var "De brændte børn." Hvor det handlede om incest. En situation min veninde, så levende kunne sætte sig ind i, da hun selv havde prøvet at være udsat for incest som barn.

Den dag i dag forstår jeg ikke, hvordan voksne der har været udsat for dette i deres barndom overhovedet kan blive velfungerende mennesker. Uden på nogen måder at kunne sammenligne, ved jeg hvor svært det er at komme over, at en anden vælger at tage kontrollen over ens krop, og tænk sig disse mennesker har oplevet det, det meste af deres liv.

Disse mennesker har brug for de rette redskaber til at kunne bryde deres miljø, så de ikke resten af livet ender med at være udsatte voksne, som giver det videre til deres børn.

Desværre er vi i gang med at skabe et samfund, hvor mere vil have mere. Hvor de udsatte bare skal tage sig sammen og få fingrene op af kassen. For er det ikke også noget med at udsatte kun er de hjemløse?

På Als sidder en fantastisk kvinde. Hun har oprettet en facebook gruppe, hvor mennesker kan komme og søge om mad eller andre ting. Derfor var jeg i går ude med mad og lidt andre ting til tre helt vidundelige familier. Den ene var en kvinde med tre børn. Hendes holdning var: "Så længe mine børn, bare får det at spise de har brug for, er det lige meget med mig". Jeg synes sådan en holdning vidner om ydmyghed, så hvorfor er det sådan en som hende der skal rammes, når reformerne strammes?
Jeg ser folk på siden, som har utrolig svært ved at få sig selv til at spørge om hjælp, og jeg synes slet og ret ikke det er rimmeligt, at de overhovedet er nødt til det. Jo jo selvfølgelig er der rådne kar imellem, men de fleste er mennesker i kød og blod, som ønsker det bedste for deres børn, og bare gerne vil have til dagen og vejen. De lever ikke, de overlever.

Udsatte er ikke kun de hjemløse, udsatte er også den enelige mor/far. Manden på kontanthjælp er måske drengen der blev misbrugt som barn. Kvinden der har truet med at begå selvmord er måske vokset op i en familie med alkohol. Børnene... ja som det ser ud nu... så tager de vilkårene, de er vokset i med sig til deres børn. Det er simpelthen blevet for svært at rejse sig op.

Jeg synes bare vi skal tænke lidt over hvad det er vi byder vores udsatte.

Hvorfor får du ikke et arbejde?

Dette spørgsmål var der helt seriøst en jobkonsulent ved anden aktør, der spurgte mig om engang.

Året er 2012 og jeg havde, ligesom de fleste i min klasse, været arbejdsløs siden jeg blev uddannet i 2011.
Jeg var blevet tilknyttet anden aktør, fordi jeg var under 30. Her havde jeg nogle måneder inden været på et seks ugers: "Lær at skrive jobansøgninger kursus". Jeg var dog så heldig, at jeg i tre af ugerne rent faktisk var på job i et værested. Jeg kan huske, at det var som om at kurset ikke rigtig var koordineret. Den ene "underviser" lagde meget vægt på, at vi skrev ansøgninger, den anden mente, at det var helt uhørt, at vi brugte vores tid hos dem til at skrive ansøgninger. Vores CV gennemgang var lidt en hovsa løsning, fordi de i uge to da lige kom til at tænke på, at det da vist også var vigtigt, at vi lærte at lave et godt cv.

Nå men altså... Jeg sad nu her nogle måneder senere og skulle til opfølgningsamtale og da konsulenten, så spørg om hvorfor jeg ikke får et job, blev jeg temmelig mundlam. Jeg har efterfølgende gået situationen igennem mange gange og tænk: "ahh, hvorfor sagde du ikke det eller det?" For jeg ville virkelig gerne have sagt: "Ja det håber jeg da, du kan svare mig på, det er da trods alt dig, der får penge for at hjælpe mig!"
Med dette ubesvarede spørgsmål, var det nu også tid til at komme ud i aktivering. For mig blev løsningen at komme i løntilskud, for helt ærligt, så kunne jeg altså ikke se mig ud af det med, at jeg skulle søge fire praktikpladser, for at komme i praktik fire uger ved hvert sted. Krigen gik i gang, og hold nu op, hvor var det faktisk svært at finde et sted, hvor jeg kunne komme i løntilskud. Simpelthen fordi at der allerede var så mange andre i løntilskud. Da jeg var lige ved at give op og skulle ringe til det absolut sidste plejehjem i kommunen, var der gevinst, og ruksuk var jeg beskæftiget, og talte ikke længere med i statistikken, som arbejdsløs. Selvom jeg stadig fik dagpenge, og selvom jeg stadig skulle søge jobs, samtidig med at jeg skulle "lære at være i arbejde"

Nu var jeg i løntilskud et sted, hvor de rent faktisk kunne finde ud af at overholde reglerne, om hvad man må og ikke må som løntilskuder, og hvor mange der egentlig måtte være af sådan nogle på en arbejdsplads.

En aften sad vi og diskuterede seniordage. Jeg synes bestemt, at dem der har holdt ud i mange år i vores hårde fag skal have nogle goder, men lige den dag blev jeg bare så vred på systemet, for en af vores senior kom og fortalte at de i det lokale MED-udvalg lige havde forhandlet ekstra seniordage hjem. Der sad jeg så, og var arbejdsløs. Der var ansættelsesstop og ja, jeg følte mig nok uretfærdigt behandlet.

Efterfølgende har jeg så været inde og ude af arbejdsmarked. Har været i vikariat og været afløser her og der.

Jamen Heidi, hvorfor får du dig så ikke et fast job? Jo ser du. Her kommer den der sparekniv ind i billedet igen. For i mit fag er der noget det hedder naturlig afgang. Altså når min kollega går på pension, men der er ikke noget der hedder naturlig tilgang. For når min kollega går på pension, bliver stillingen nedlagt.
Kommunen har så nu fået den nye geniale idé, at ansætte folk i vikariater, og det er da også fint nok! Problemet er bare at disse vikariater, i hvert fald fra hvad jeg har oplevet, ikke ender ud med chancer for at blive fastansat. Det er heller ikke fordi, du har vikariat for nogen der fx. er på barsel. Næh du har et vikariat fordi arbejdspladserne slet og ret ikke tør fastansætte, for hvem skal så fyres, når vi i slutningen af året igen ender med at have underskud i kassen, fordi der er brugt for mange penge, på at kalde folk ind ved sygdom.

Du kan endda risikere at blive "fyret" fordi hvis arbejdspladsen forlænger dig igen, har du ret til at blive fastansat, men du er da velkommen til at arbejde som timelønnet, for så fem uger efter at blive ansat i din gamle stilling igen. NOT KIDDING, det er sket for mig.

Bonusen er jo så også, at man meget nemmere kan skille sig af med dig, hvis du ikke lige passer ind i ledelsesstilen.

Ja og nu sidder jeg så her igen igen igen. Uden arbejde. Hende som samfundet mener bare skal tage sig sammen og se at få fingeren ud. Det er bare ikke  så nemt, når der er over 300 ansøgere til en stilling.

Så ja... Hvorfor får jeg ikke et arbejde?

Da filmen knækkede.

Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme.... Jeg ELSKER altså bare gamle film. De gode gamle, hvor historien oftest gentager sig selv. Der er nogen, der er ved at miste deres gård, der er altid en helt der redder skønjomfruen, og ikke nok med det så bliver gården altid reddet til sidst.

Der er dog en scene der går igen inde mit hoved.

I filmen "Mig og min lillebror og storsmuglerne" er der en scene, hvor de to, ikke alt for kloge, brødre tager ud til alderdomshjemmet, for at dele ud af deres skønne sager. Det er til stor glæde for menneskerne på alderdomshjemmet, og man ser hvordan de danser og har det godt. Lige den dag er det ekstra dejligt at være ældre.

Men så knækker filmen også...

Hvor ville jeg da ønske, at det var den virkelighed, vi så på plejehjemmene i dag, men faktum er, at et plejehjem er det sted, hvor du kommer hen, når der absolut ikke er mere håb tilbage. Du er livstræt, du har måske glemt, hvad du hedder, måske er du lammet af en blodprop, eller måske er din krop så slidt at du ikke længere selv kan komme ud af sengen om morgen og gøre dig i stand.

Så er det jo godt at du har os. 

Ja jeg ville ønske, det kunne siges så let, men det uhyggelige faktum er, at jeg er et menneske og ikke en superhelt. For mens du er blevet mindre og mindre selvhjulpen, er mine kollegaer forsvundet fra arbejdspladsen. Ikke fordi de ikke kunne lide dig, men fordi de selv er gået på pension og er nedslidte, syge med stress, fordi de føler, de ikke kan give dig den omsorg, du fortjener, eller også er de bare slet og ret aldrig blevet ansat pga. besparelser.

Besparelser så stramme, at vi ikke blot taler om en lille hudafskrabning. Næh vi taler om en sparekniv, der har skåret helt ind til knoglen, så benet snart falder af. Vi ønsker ikke at du skal sidde med en våd ble dagen lang og få sart hud og tryksår. Vi ville ønske, vi kunne give dig den nødvendige træning, men fordi Hr. Hansen sidder på bækkenstol, Oda render forvirret rundt, I skal have mad, (som på en rigtig samlefabrik.) Fru. Petersen er faldet og Jakob er lige kommet hjem fra sygehuset, så er det bare nemmere, at sætte dig i din kørestol, i stedet for at gangtræne de 20 meter, der nu er fra din stue til fælles køkkenet.

Politikerne vil gerne have vi rehabilitere. Politikerne har bare glemt, at for at vi kan rehabilitere, så er vi også nødt til at have den nødvendige tid og ikke mindst personaleressourcer, så du forhåbentligt igen engang, selv kan tage dit tøj på om morgen.

Jeg vil gerne gøre din hverdag til en fest, og din aften til en dans. Problemet er bare, at jeg og mine kollegaer er så hårdt presset, at vi kun har tid til det allermest akutte og ikke til den omsorg som du fortjener.