Historiefortælling version 2

Ungdomsarbejdsløshed

Inden jeg starter dette blogindlæg, vil jeg godt starte med at pointere, at jeg er super stolt af min mor. Hun er den sejeste mor, jeg kender. Tænk sig, at hun har måtte opdrage mig helt selv. Det kan da godt være, det var super nederen, at der aldrig var råd til det dyreste mærketøj eller jeg ikke altid kunne få det legetøj, jeg ønskede mig, men jeg er ALDRIG gået sulten i seng. Det vil jeg bare gerne sige dig tak for mor.

Det var i 80'erne at den berygtede kartoffelkur rasede. Uden helt at vide hvad det egentlig gik ud på, så ved jeg, at der var en masse unge, der havde svært ved at få arbejde. Min mor var en af dem.

Som jeg husker det, var jeg otte, da min mor startede med at arbejde i hjemmeplejen, og det gik da egentlig meget godt. Måske var der perioder, hvor mor var arbejdsløs, men jeg mindes, at hun altid fik et nyt vikariat, når det hun havde udløb. I 2010/11 blev min mor uddannet social og sundhedshjælper. En fantastisk mulighed hun fik og min mor fik sin første FASTansættelse.

"Aldrig mere ungdomsarbejdsløshed" Noget i den stil kunne man høre en politiker udtale sig om for nogle år siden.

Tja statistikken siger at knap 40.000* unge er arbejdsløse pt. og så tæller vi ikke de næsten lige så mange ikke arbejdsmarkedsparate med. (*AE-rådet.)(Altså jeg er slet ikke god til at tolke statistikker)

Selvom jeg snart ikke tæller aldersmæssigt som ung, så er jeg en del af den kedelig statistik. Siden jeg blev uddannet i 2011, har jeg været i det ene vikariat efter det andet eller været afløser med ukendt timeantal. Det er hårdt hele tiden at skulle sige hej og farvel til kollegaer og borgere, men det giver også en smag af bitterhed. For mens mine kollegaer, der er fastansat, får lov at udvikle sig, tage på kurser osv. så er jeg arbejdshesten, der må passe på borgerne, mens de andre bliver klogere. 

Jeg vil helt vildt gerne blive klogere på mit fag og dygtiggøre mig, men fordi jeg kun er på stederne i en midlertidig periode, så er der ingen arbejdsgiver, der vil sende mig på kursus/uddannelse.

Jeg kan heller ikke helt lade være med at tænke på Den sociale arv. Selvom jeg har taget mig en uddannelse, så føler jeg nogen gange, jeg står med samme uvished som min mor gjorde den gang. Det giver en utrolig utryg hverdag, for hvordan ser det ud...

1. Når mine supplerende dagpenge udløber og jeg derfor er nødt til at sige op ved mit afløserjob?

2. Når mine dagpenge udløber helt? (Dette har jeg dog været forskånet for indtil videre)

3. Hvordan skal økonomien egentlig hænge sammen?

Selvfølgelig håber jeg da på snart at komme i ordinært job igen, men hvad nu hvis...?

I øvrigt var der 211 ansøgere til det sidste afslag jeg fik.