Historiefortælling version tre

Mobningens grimme ansigt

Da jeg havde fortalt min historie i fredags. Blev jeg opfordret til at næste gang jeg fortalte min historie, så skulle jeg også prøve at sætte nogle få ord på nogle af ting jeg var blevet kaldt. 

Her får I så den lange historie. Hvorfor i grunden skrive om dengang? Hvorfor vil jeg dele det med hele verden? Tja jeg håber da måske at der sidder en derude, som kan bruge min historie, som kan blive løftet op. For at bruge en gammel kliché: " Bare vent, om nogle år er det din tur, til at brillere over dine plageånder" Det var i hvert fald det der holdt mig oppe den gang, og tanken om at det "kun" var to år. 

Allerede flere år inden vi startede på den nye skole, kunne jeg godt mærke at det her blev svært. Hver sommer havde vi sommerskole, hvor man kunne komme og blive klogere på noget. Jeg var vist med tre år. Jeg kan huske jeg har været med på sport linien og make-up linien. Sommerskolen var også med de andre skoler i det der dengang hed Pandrup kommune. I 7.klasse var vi samlet de tre skoler til en fælles introdag. Jeg kunne virkelig godt mærke det ville blive svært, det var som om at jeg var anderledes i de andres øjne.

Som sagt elskede jeg at gå i skole og var glad for min klasse. Derfor gjorde det nok også ekstra ondt at mange fra min gamle klasse hoppede med på bølgen. Jeg græd den dag i 7.klasse, hvor vi havde sidste skoledag.

På et tidspunkt sagde jeg til mig selv, at jeg ikke ville mindes nogle af de gode ting, vi havde oplevet sammen på den gamle skole. I mange år lykkedes det mig faktisk at fortrænge 8 år af mit liv. (Børnehaveklassen inklusiv)

Det jeg husker fra 8. klasse var, at jeg var nødt til at time min cykeltur til skole, så det passede med at jeg cyklede lige mellem to grupper. Hvis jeg cyklede for hurtigt ville jeg støde på drengene en klasse over mig, alle fra den gamle skole (men det har også altid været en balladeklasse). Det ville betyde hånende tilråb og kasten med sten efter mig. Cyklede jeg for langsom ville jeg støde på drengene fra min gamle klasse, som også ville råbe efter mig, og det ville blive meget værre, hvis de havde samlet en af drengene fra min nye klasse op. (Jeg mener ikke det alle drengene fra min gamle klasse, der var en del af denne gruppe)

Hvis jeg cyklede bagved begge grupper, ville jeg komme for sent i skole.

Men det var ikke kun cykelturene der var strenge. Jeg husker specielt fire i klassen, der var ekstra efter mig. To piger A og L. To drenge B og J. "Sjove" sedler der blev sendt rundt.

I de to år måtte jeg høre på ord som hestehoved og swing. Det sidste ord gjorde nok ekstra ondt. Fordi det ord stammer fra filmene Wayne's world, hvor de åbenbart mente jeg lignede kæresten. Grunden til det gjorde ekstra ondt, var fordi på vores studietur til Bornholm i 6.klasse, oplevede jeg en anden klasse drille mig med akkurat den samme film. Denne klasse var vel og mærket nogen som kom fra en anden by og tilfældigt boede på samme vandrehjem. Derfor har jeg aldrig set disse film. Selvom folk siger de er sjove, så giver det bare for mange øv minder.

Jeg mindes busture hvor jeg åbenbart var så grim at en blind loppe på en blind lus på en blind hund til en blind mand aldrig ville gifte sig med mig, og de i hvert fald godt kunne forstå jeg aldrig havde fået søskende, for mine forældre må have kigget på mig og tænkt: "føj"

Ja sådan kunne jeg blive ved, og jeg fik da også et mindre ubehageligt flashback her i weekenden.

Måske var det værste så i 9. klasse at mobningen stoppede, og der slet ikke var nogen der snakkede til mig hele det skoleår, ud over når de var tvunget til, at tage mig med i projektarbejde.

Alt dette resulterede faktisk i at jeg som 18årig lagde mig under kniven, for at få en kæbeoperation. Jo jo godt nok var denne operation besluttet allerede, da jeg var 7 år gammel, men jeg var ikke i tvivl. Som 15/16årig skulle jeg sige endeligt ja. 98% af min beslutning lå ved, at jeg hadede mit udseende/ansigt. De sidste 2% lå ved, at jeg kunne risikere at få diverse skavanker senere, hvis jeg ikke fik operationen.

I dag vil jeg sige jeg har lagt tiden bag mig, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde at det ikke påvirker mig bare en lille smule i dag. Jeg sidder da fx. lige nu og får en lille smule ondt i maven, over at tænke på alt det der skete for 13-15 år siden.

Det har da også gjort, at jeg i mange år har været utrolig indadvendt. Jeg kryber stadig i et med tapetet engang imellem. Jeg har da også stadig svært ved, at se mig selv i spejlet. Det sker måske to gange om året, at jeg står op om morgen, ser mig selv i spejlet og tænker: "hold kæft hvor er du smuk i dag"

Jeg vil dog sige, til dig der måske læser dette. I dag er jeg blevet en glad og lykkelig kvinde. Jeg har fået mig en FANTASTISK uddannelse. Verdens DEJLIGSTE mand. De SKØNNESTE venner og laver de FEDESTE ting i min fritid.

Jeg ved ikke helt hvad moralen skal være i dag. Måske bare... 

STOP mobning. Det gør ondt resten af livet.

Eller...

Stol på dig selv. Det passer det der med at det bliver fedt på den anden side.